Fortsæt til indhold

En samlet skole for Rougsø, Langhøj og Allingåbro: Vision eller vildvej?

Syddjurs
Lars Norman ThomsenLokalredaktør

Kære Niels Ole Birk

Du har i et debatindlæg i Din Avis gjort det klart, at Langhøjskolen efter din opfattelse ikke kan komme i spil til lukning. Dermed rammer du også den generelle stemning i den vestlige del af kommunen, hvor der hverken er folkelig eller tilsyneladende politisk appetit på at ændre den nuværende skolestruktur, men derimod stor opbakning til at investere massivt i de fysiske rammer på de eksisterende skoler.

Der er respekt herfra for dine synspunkter og for, at du kæmper for den lokale skole i din hjemby.

Samtidig peger du, ligesom mange andre, på, at folkeskolen først og fremmest er til for børnene, og at deres trivsel, læring og udvikling skal være omdrejningspunktet.

Men du understreger også, at skolen ikke kan skilles fra det lokalsamfund, den er en del af, og at en stærk lokal skole og et stærkt lokalsamfund ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Det er netop her, diskussionen bliver væsentlig. For hvis skolen både er et tilbud til børnene og en bærende del af lokalsamfundet, må spørgsmålet også være, hvilken struktur der på længere sigt bedst kan sikre begge dele. Det handler ikke kun om bygninger og geografi, men også om faglige miljøer, rekruttering, elevgrundlag og om, hvorvidt kommunen kan tilbyde et skoletilbud, der er robust nok til at stå imod de forandringer, som de kommende år vil bringe.

Netop derfor bliver spørgsmålet til dig centralt nu, hvor Norddjurs står midt i processen »Sammen om Fremtidens Folkeskoler«, hvor der både tales om faldende elevtal, dyre og nedslidte bygninger, behov for robuste faglige miljøer og om, at beslutningerne denne gang skal holde mere end en valgperiode.

Der er respekt herfra for dine synspunkter og for, at du kæmper for den lokale skole i din hjemby.

I den sammenhæng er det interessant, at tidligere borgmester Torben Jensen allerede for 15-20 år siden formulerede en vision om en fælles, stærk overbygningsskole i den vestlige del af kommunen. I dag rejser nogle den tanke igen, nu ikke som overbygning, men som en samlet, bæredygtig 0.-6.-skole for Rougsøskolen, Langhøjskolen og Allingåbroskolen. Argumentet er, at en sådan løsning kan skabe et fagligt stærkt og langsigtet bæredygtigt skoletilbud, der netop kan tiltrække børnefamilier og understøtte bosætning i den vestlige del af kommunen – altså præcis det, du selv fremhæver som afgørende.

Når du samtidig slår fast, at vi ikke må reducere diskussionen til et snævert spørgsmål om her-og-nu-besparelser, men skal se på børnenes trivsel, faglighed, bosætning, erhvervsliv, foreningsliv og lokalsamfundenes langsigtede udviklingsmuligheder, bliver det svært at komme uden om de mere vidtgående strukturovervejelser.

Derfor er spørgsmålet til dig:

Vil du med det udgangspunkt, du selv har formuleret om børnenes trivsel, den lokale sammenhængskraft og behovet for langsigtede løsninger, være villig til åbent at drøfte en samlet, fælles 0.-6.-skoleløsning for den vestlige del af kommunen – for eksempel ved at samle Rougsøskolen, Langhøjskolen og Allingåbroskolen på én matrikel, der ligger på et areal, hvor alle tre byer kan føle et tilhørsforhold – hvis det kan dokumenteres, at en sådan model både styrker det faglige miljø, sikrer høj trivsel og giver et mere bæredygtigt grundlag for bosætning og erhvervsliv i området?

Eller udelukker du på forhånd den type strukturelle ændringer, uanset hvilke langsigtede gevinster de måtte kunne give for børnene og for udviklingen i den vestlige del af kommunen?

Se video: