Fortsæt til indhold

Slå din vej op: Så mange p-afgifter blev udstedt i hele 2022

Der blev udskrevet 8.000 flere aarhusianske p-afgifter i 2022 end året forinden, men det er der en god forklaring på, lyder det fra kommunens parkeringschef.

Aarhus

De fleste bilejere kender nok den trælse følelse, som på få sekunder opstår, når man opdager en lang gul bon hængende under vinduesviskerne på sin bil.

Det er selvfølgelig p-afgifter, det handler om. Sidste år blev der udstedt helt præcis 46.734 af de gule boner på offentlige arealer i Aarhus Kommune, hvilket er godt 8.000 flere end året forinden.

Der er dog en god forklaring på den relativ store stigning. Ifølge Joshua Krogager, afdelingsleder i Teknik og Miljø, hvor han er chef for parkering, betød pandemiens hærgen i 2021, at færre kørte ind til byen og dermed havde behov for at parkere:

»Hver gang, der har været nedlukninger, har antallet af udstedte p-afgifter meget naturligt oplevet et vildt dyk. Så jeg tænker, at årsagen til flere afgifter sidste år kan forklares med, at vi har nærmet os normal aktivitet i byen igen,« fortæller Joshua Krogager til Din Avis Aarhus og oplyser, at der før coronapandemien blev udstedt omkring 60.000 p-afgifter årligt i Aarhus Kommune.

Ikke ude på at tjene penge

Med en normal takst på 510 kr. vil det forgangne års afgifter give en indtægt på 23.834.340 kr.. Men halvdelen af det beløb skal Aarhus Kommune sende til Rigspolitiet, og efter lønninger, udstyr og it-udgifter er betalt er der ikke mange penge til overs til kommunekassen, fortæller parkeringschefen.

»De sidste mange år er vi bare gået i nul. Men cityassistenterne er heller ikke til stede i Aarhus for, at kommunen skal tjene penge. De er der for at servicere byens borgere og virksomheder ved at skabe trafiksikkerhed, fremkommelighed og tilgængelighed,« lyder det fra Joshua Krogager.

I den service ligger også, at man som aarhusianer kan melde ind, hvis man oplever, at andre bilister parkerer ulovligt. Det blev i 2018 oprettet som en digital løsning, og fra 2021 til 2022 er der sket tæt på en fordobling til 6.000 indberetninger.

»Der har folk meldt ind, at der har været problemer med ulovligt parkerede biler et eller andet sted i kommunen, og så er vi kørt derud for at føre kontrol. Så mange afgifter skriver vi også på baggrund af folks henvendelser,« fortæller Joshua Krogager.

Så mange har undgået afgifter

En anden vigtig opgave for cityassistenterne er at vejlede bilisterne, og det seneste år har det godt 46.000 gange resulteret i, at bilister undgik at modtage en afgift.

»Cityassistenterne har ingen interesse i at skrive en p-afgift. Det er sjældent, at man som bilist bliver glad for at modtage sådan en, så det er noget mindre konfliktoptrappende at få biler flyttet. Vi vil hellere have, at folk finder et lovligt og korrekt sted at parkere, hvilket cityassistenterne sørger for at vejlede i, hvis de opdager nogen, der er ved at parkere ulovligt,« fortæller Joshua Krogager.