Fortsæt til indhold

Fællesråd: »Der er ikke lokal opbakning til stort seniorbolig-projekt«

Fællesrådsforperson undrer sig over, at seniorbolig-projekt skulle have en stor lokal opbakning, som bagmænd påstår.

Aarhus

»Vi kan fornemme, at der er en politisk velvilje, og vi oplever, at der er rigtig mange lokale, der synes, det her er et fint projekt.«

Det fortalte Michael Bredgaard til Din Avis Aarhus, efter han havde haft besøg af det socialdemokratiske byrådsmedlem Jesper Kjeldsen i forbindelse med et stort anlagt boligprojekt tæt på kirken i Gammel Egå.

Han ejer jorden på Stendigevej, hvor der er planer om opførelse af 85 seniorboliger, og Bredgaard Invest sammen med sine to søskende.

Men den omtalte lokale opbakning kan Rikke Gade Johansen overhovedet ikke nikke genkendende til.

Hun er forperson for Gammel Egå Fællesråd og er blevet kontaktet af flere frustrerede borgere i lokalsamfundet, som ikke kan forstå, at der skulle være opbakning til seniorboligprojektet.

Fællesrådet bakker ikke op om projektet og anbefaler ikke kommunen at sige ja til det.
Rikke Gade Johansen, forperson for Gammel Egå Fællesråd

»Det er simpelthen ikke rigtigt. Jeg var med til et informationsmøde, men 95 procent af deltagerne var personer, der var skrevet op til boligerne og giver derfor ikke et retvisende billede af den samlede holdning her i landsbyen. Opbakningen består udelukkende af de seniorer, der har skrevet sig op til byggeriet,« fastslår Rikke Gade Johansen, som har boet i Gammel Egå i 15 år.

Der bor i dag 1.500 indbyggere i landsbyen i det nordlige Aarhus, og Rikke Gade Johansen har tal fra Aarhus Kommune, som viser, at der kører 8.000 biler i døgnet gennem Gammel Egå.

Trafik og kulturarv

Ifølge fællesrådsforpersonen er rigtig mange beboere i Gammel Egå imod projektet, og det er de af flere grunde.

For det første vil det generere flere biler igennem Gammel Egå landsby, som i forvejen er håbløst overbelastet af trafik. For det andet vil projektet komme til at spærre for indsigtslinjen til kirken, som er gammel dansk kulturarv.

»Lodsejeren er naturligvis interesseret i at gøde jorden hos politikerne, så han kan udstykke området - men lokalområdet og fællesrådet er generelt set ikke interesseret i byggeriet,« siger hun og fortsætter:

»Fællesrådet bakker ikke op om projektet og anbefaler ikke kommunen at sige ja til det.«

Hun peger på, at en længe ønsket omfartsvej først skal være en realitet, før der skal bygges mere i lokalområdet, hvor der også er fokus på miljøet.

»Som fællesråd ønsker vi at holde engen så fri som muligt, så der er nogle grønne åndehuller,« fastslår hun.

Rikke Gade Johansen ved Stendigevej. Foto: Kim Skovrup Andersen

Hun understreger flere gange, at det ikke er fordi man ikke ønsker nye tilflyttere til Gammel Egå.

»Jeg kan sagtens se, at der er et behov for boliger, men vi har et altoverskyggende problem, der handler om infrastrukturen her i Gammel Egå og i særdeleshed på Mejlbyvej, der er meget trafiktung. Et stort boligprojekt som Seniorbo vil virkelig belaste vores veje yderligere og give flere farlige situationerne ved kirken,« siger hun.

Men seniorer er vel ikke typisk mennesker, der bevæger sig ud i myldretrafikken, så det er vel ikke et problem?

»De skal stadig ud i trafikken i det eksisterende belastede vejnet, og så længe det ikke bliver ændret, vil det helt sikkert give udfordringer,« lyder det fra fællesrådsforpersonen.