Flere parcelhuse på vej til voksende Aarhus-forstad? »Der kan gå op til fem år«
»Realiteten er bare den, at planlægning tager tid,« lyder det fra kommunens bystrategiske chef.
Lisbjergs sukken efter parcelhusgrunde, som Din Avis Aarhus har skrevet om i flere omgange, har noget lange udsigter.
Det forklarer Bente Lykke Sørensen, der er bystrategisk chef i kommunens teknik og miljø-forvaltning.
»Ting tager jo tid, og det gør de jo, fordi der skal ske en planlægning med lokalplan og så videre. Så derfor har vi jo ikke kunne være mere præcise end at sige, at der nok forventeligt vil gå op til fem år, før man kan begynde at udbyde de her parcelhusudstykninger. Vi har fokus på det og prøver at gøre det hurtigere. Realiteten er bare den, at planlægning tager tid,« siger hun til Din Avis Aarhus.
Bente Lykke Sørensen peger på en såkaldt boligpolitisk redegørelse, der blev lavet for for halvandet år siden, som man fik lavet for at få taget temperaturen på boligmarkedet i Aarhus. Den analyse viste meget tydeligt, at det i meget meget stort omfang er lejeboliger, der bliver bygget i Aarhus.
»Det gav anledning til at finde ud af, om man på det politiske niveau kan gøre noget ved det her. For vi jo er fuldstændig klar over, at børnefamilier efterspørger ejerboliger. Og vi ser jo også de manglende ejerboliger i Aarhus, som en årsag til, at der er rigtig mange børnefamilier, der flytter til Aarhus’ nabokommuner, hvor de så køber en ejerbolig,« forklarer Bente Lykke Sørensen.
På landspolitisk plan bliver der arbejdet på, at kommuner i lokalplaner kan stille krav om en vis andel af ejerboliger i lighed med almennyttige boliger. Der er ifølge Bente Lykke Sørensen blevet et arbejdet på planlovsforlig, hvor man har nedsætte et udvalg, hvor man skal kigge på mulighederne for sådan et værktøj, som på sigt vil kunne afhjælpe, at en voksende forstad som Lisbjerg ikke bliver en transitby, som børnefamilier fraflytter efter en kort årrække. Det kan i øjeblikket ses på Lisbjergskolens elevtal, der ikke følger prognoserne.
Byudviklingsudvalget under Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd her gennem to år peget på, at Lisbjerg er udsat for en skæv byudvikling med mangel på parcelhusudstykninger.
»Jeg vil bare lige sige, at vi har en løbende haft dialog med folk fra Lisbjerg. Og vi er fuldstændig klar over, at der er et stort ønske i området derude om at få nogle flere ejerboliger. Vi har en projektleder, der er i kontakt med det lokale fællesråd, så vi kan lave en byudvikling, som de gerne vil have,« siger den bystrategiske chef.
1.100 parcelhuse
I 2022 vedtog byrådet temaplanen ’arealer til alle boligtyper’, der åbner op for flere byggegrunde i oplandet.
Hvor mange parcelhusgrunde er der i første omgang udsigt til i Lisbjerg ifølge temaplanen?
»I henhold til temaplanen er der anslået i alt indenfor hele byudviklingsområdet 1.100 fritliggende boliger med en grundstørrelse på 800 m2 – det vil sige 10 boliger pr. ha. I høringsnotatet til temaplanen ’arealer til alle boligtyper’ er der nævnt omkring 100 fritliggende boliger indenfor det område i etape 2, som kommunen på nuværende tidspunkt er ved at igangsætte. Dette tal skal kvalificeres i den videre planlægning,« siger Bente Lykke Sørensen.
Er det normalt, at det kan tage op til fem år?
»Det 5-årige tidsperspektiv, som har været italesat i høringsnotatet til temaplanen er en anslået tidsramme for realisering, idet det bemærkes, at realisering skal forstås som værende indflytningsklare boliger. Tidsrammen er en forventet tidsramme med sædvanlige processer i forhold til ny planlægning af lokalplan, etablering af nødvendig infrastruktur, efterfølgende salg af villagrundene samt opførelse,« fastslår den bystrategiske chef.