Fortsæt til indhold

Tobaksfrit supermarked åbner i midten af Aarhus

Den sjette butik i Aarhus står nu klar få kilometer fra deres nye hovedkvarter, der snart er færdigt.

Aarhus

Spændingen hos købmanden er i top.

Han glæder sig især til at opleve, hvordan aarhusianerne tager imod den første tobaksfrie dagligvarebutik i byen.

Seier Kraft Hansen står i spidsen for den helt nyåbnede Lidl-butik, som ligger lige overfor rådhuset. Hvis placeringen virker bekendt, så er det fordi, at der tidligere lå en Aldi i de samme lokaler.

»Jeg har længe set frem til åbningen, så det var nemt at komme ud af sengen i morges. Jeg kender jo heldigvis byen rigtig godt, da jeg har arbejdet i Lidl i både den sydlige og nordlige del af Aarhus, men jeg er meget spændt på at drive en butik i hjertet af byen,« siger butikschefen.

Kunderne blev torsdag 8. juni om morgenen mødt med gratis kaffe og bagværk, da dørene blev åbnet.

Sundheden er vigtig

I 2018 valgte Lidl at forbyde salget af energidrikke til unge under 16 år, og var den første dagligvarekæde til at tage det initiativ.

»Den beslutning blev truffet med formålet om at passe på unges sundhed og være ansvarlige købmænd. Nu, nogle år senere, har vi taget endnu et vigtigt skridt ved at udfase salget af tobaks- og nikotinprodukter fra vores butikker inden udgangen af 2028. Vi ved, at al forandring tager tid, men vi har heldigvis i store træk oplevet positiv feedback fra kunderne,« siger administrerende direktør i Lidl, Jens Stratmann.

Butikschefen er også positiv overfor at stå for butikken, der fører initiativet om ikke at sælge tobak ud i livet.

»Jeg er glad for at arbejde i en virksomhed, som tager stilling til, hvad vi sætter på hylderne,« fortæller Seier Kragh Hansen.

Lidl-butikken ligger på Rådhuspladsen 10 i Aarhus.