Hest var med i aftale om Botanisk Have - på én betingelse
Gennem 150 år har Botanisk Have gennemlevet bugtalere, trusler mod bede og opsigtsvækkende handel.
I 1911 overtog Aarhus Kommune det otte tønder land store område, som Det Jydske Haveselskab siden 1873 havde drevet planteskole på. Kommunen havde allerede i 1903 vedtaget en gadeplan for den vestlige og nordlige del af Aarhus, som også inkluderede anlæggelsen af en botanisk have, og i 1913 var der enighed om at etablere haven på det store areal.
Den dengang 4 hektar store park er i dag vokset til at dække et areal på omkring 16,2 hektar, som blandt andet byder på en friluftsscene, en stor legeplads og forskellige temahaver. Sammen med Væksthusene og Den Gamle By har området i mere end hundrede år budt på forskellige former for læring, underholdning og rekreation.
Haven ved Vesterbro
I 1910 begyndte forhandlinger mellem Det Jydske Haveselskab og Aarhus Kommune, som endte med, at kommunen afviklede lejemålet og overtog området for 3.000 kr. Med i handlen fulgte diverse bygninger med inventar, haveredskaber, vogne og lignende. Der var også en hest med i handlen, dog på den betingelse, at den ikke måtte sælges, og at den »i alle Henseender skal behandles godt som hidtil«.
På dette tidspunkt var området en del af Møllehavens Toft, hvor Vesterbro Mølle lå, og i den første tid gik Botanisk Have under navnet Haven ved Vesterbro. Vesterbro Mølle stod i udkanten af Botanisk Haves grund, men møllen blev med tiden revet ned. I 1930 kom en ny mølle til, da Den Gamle By genopførte Tuesbøl Mølle fra Frøstrup Hovedgård tæt på det sted, hvor Vesterbro Mølle stod.
Den Gamle By etableres
Samtidig med beslutningen om at etablere Botanisk Have blev det vedtaget, at en del af området skulle udlægges til det museum, som i 1924 blev navngivet Den Gamle By. I 1909 havde den store Landsudstillingen ved Tangkrogen en byhistorisk udstilling, som holdt til i Den Gamle Borgmestergaard – en bindingsværkgård fra 1500-tallet, der oprindeligt havde stået på Lille Torv. Det blev efter landsudstillingen besluttet, at bygningen skulle flyttes til et hjørne af Botanisk Have. Dette skete i 1914, og Den Gamle Borgmestergaard blev dermed den første bygning i Den Gamle By.
I 1950 blev vejen, som går gennem Botanisk Have, opkaldt efter Peter Holm, grundlæggeren af Den Gamle By. Vejen er et resultat af en udvidelse af haven, som begyndte i 1937.
Parkunderholdning for børn og voksne
Haven voksede ad flere omgange, blandt andet i 1942, da en række kolonihaver blev opsagt og gjorde plads til endnu en udvidelse. Den nye udvidelse stod klar i 1948 og inkluderede anlæggelsen af en friluftsscene. Året før, i 1947, var haven desuden begyndt at være åben døgnet rundt. Indtil da havde det kun været muligt at bruge haven indtil solnedgang, hvor de besøgende blev kaldt ud ved klokkeringning, og parkens låger blev låst for natten.
Med de udvidede åbningstider og den nye friluftsscene opstod arrangementet Parkunderholdning, som fra 1948 til 1995 bød på underholdning hver onsdag fra Sankthansaften og resten af skolernes ferie. Arrangementet blev indledt med et eftermiddagsprogram for børnene, mens aftenen bød på underholdning til de voksne.
Underholdningen kunne være alt fra musikoptrædener, skuespil eller bugtalershow til spejderdemonstrationer, førstehjælpsundervisning og sportsopvisninger. Til Sankthansfesten i 1949 kunne de fremmødte blandt andet opleve Folkemusikskolens Børnekor, en gymnastikopvisning af piger fra Litte Helms Institut og en balletopvisning af Hyrdinden og Skorstensfejeren.
I 1995 blev Parkunderholdning overtaget af Kulturhus Aarhus, som omdøbte det til Sommersjov. Der gik dog kun fire år, inden Sommersjov i 1999 blev lagt i graven grundet dårlig økonomi. Botanisk Have har siden lagt jord til en lang række arrangementer, herunder sidste skoledag, 1 .maj-arrangementer og musikfestivalen Stella Polaris.
Væksthusene kommer til
I 1970 kunne Aarhus Universitet indvie Væksthusene i Botanisk Have efter at have indgået en aftale med Aarhus Kommune i 1964. Væksthusene, som blev tegnet af arkitekt C. F. Møller og U. Bak, udgjorde et område på omkring 2.000 kvadratmeter. Universitetet fik arealet stillet til rådighed på den betingelse, at entréen til husene skulle være gratis. Samtidig gjorde kommunen det klart, at universitetet ikke ville få mulighed for nogen form for udvidelse på Botanisk Haves areal. Væksthusene endte dog med at blive et aktiv for Aarhus, og forbeholdet mod en udvidelse frafaldt. I 2010 gennemgik væksthusene således en udvidelse på omkring 1.000 kvadratmeter, da der blev opført et nyt tropehus.
I dag består væksthusene af Tropehuset, Middelhavshuset, Ørkenhuset og Bjergskovhuset, og sammen med Steno Museet, Ole Rømer Observatoriet, og Herbariet udgør de Science Museerne, som hører under Aarhus Universitet.
Botanisk Haves Venner og fredningen
Botanisk Have er løbende blevet inddelt mere systematisk, så gæsterne i dag kan opleve forskellige plantesamfund som eksempelvis hede og mose, ligesom der er blevet etableret forskellige temahaver. I 2011 besluttede Aarhus Kommune, at flere af disse bede og haver skulle nedlægges, da de blev vurderet for pasningskrævende. Flere af haverne undgik dog nedlæggelse, da den frivillige forening Botanisk Haves Venner blev stiftet samme år og tilbød at overtage vedligeholdelsen. Samtidig overtog Aarhus Universitet driften af blandt andet De Danske Plantesamfund.
I 2018 blev Botanisk Have fredet for at sikre en varig beskyttelse, udvikling og forøgelse af dens naturindhold og biodiversitet og for at sikre, at haven også i fremtiden vil fungere som en offentlig tilgængelig park til glæde og gavn for befolkningen.