Fortsæt til indhold

Surfside bringer Californien og cocktail-ræs til Aarhus Ø

Halibut Bistro åbner en ny restaurant på Aarhus Ø. Her er hovedfokus at bringe en hyggelig atmosfære til havnepromenade.

Aarhus

En ny restaurant rykker ned på Aarhus Ø.

Surfside er navnet på spisestedet, der ligger på Havne Promenaden i Teaterkarréen. Her har restauranten udsigt til vandet.

Bag Surfside står folkene fra restaurant Halibut Bistro, som nu åbner endnu et spisested på Aarhus Ø. Visionen er at skabe den rette stemning og de passende omgivelser, der sammen med maden og cocktails passer til den unikke placering ved Ø-promenaden på Bassin 7.

»Det har været rigtig godt. Der har været lidt stille her i hverdagen, men ellers har det været relativt godt besøgt,« siger den ene ejer af firmaet, Mads Krogsholm.

Restauranten slog dørene op for gæster for første gang torsdag 22. juni. Inden den officielle åbning, afholdte holdet bag Surfside en pop up, hvor de serverede et par retter for interesserede.

Udover pizza disker Surfside blandt andet også op med Double Smash Burger, Lobster Mac’n’Cheese (en pastagratin med hummer), Truffled Grilled Cheese. Privatfoto

Cocktail-ræs

I pop up restauranten havde de kun et par retter, nu hvor Surfside er rykket ind i deres rigtige lokaler er menukortet blevet udvidet.

»Californien er en smeltedigel af madkulturer, som med påvirkning fra blandt andet Mexico og Asien har givet det amerikanske køkken et helt nyt touch. Det er det, vi nu bringer til Aarhus. Vi har en masse forretter, hvor de ville egne sig til, at man blandede lidt, inden man så hoppede lige i en hovedret, eller måske en pizza,« fortæller ejeren.

Mads Krogsholm er glad for, at det meste byggeri er stilnet af på Aarhus Ø, så gæsterne kan undgå for meget byggestøj.

Nu glæder han sig til at bruge sommeren på Aarhus Ø og invitere en masse glade aarhusianere på californiske retter.

”Vi vil gerne, at folk bruger os til det uhøjtidelige besøg. Hvor man både bare kan komme ind for at drikke og hygge sig og ikke behøver at sætte det store kryds i kalenderen,« siger Mads Krogsholm og fortsætter:

»Der er en fantastisk stemning af livsglæde omkring havnebadet, og den bølge rider vi selvfølgelig med på. Vi vil gøre alt for, at gæsterne kan hygge sig lidt ekstra på Surfside, når de nyder maden og udsigten. Vi har brugt nogle virkemidler, som giver en fed stemning om aftenen. Som virkelig giver anledning til sådan noget cocktail-ræs«

Køkkenet åbner hver dag klokken 12.00 og restauranten lukker omkring midnat i hverdagene og senere i weekenden.