Fortsæt til indhold

Laberlarven er gået konkurs

Efter hele virksomhedskapitalen gik tabt, er Laberlarven begæret konkurs.

Aarhus
ksa

Slikvirksomheden Laberlarven er gået konkurs.

Det skriver finans.dk.

Indtil nu har Laberlarven været drevet som en webshop, hvor kunder kunne bestille bland-selv-slik til levering, men der har ganske enkelt ikke været høj nok omsætning og nok gang i den til, at stifterne kan se sig selv drive forretningen videre.

Virksomheden Laberlarven drev en webshop med bland-selv-slik med hovedsæde i Tilst. Her er det Frederik Schnell, Nikolaj Lynge og Peter Rytter i varelageret. Arkivfoto: Kasper Heden Andersen/Ritzau Scanpix

»Det var sjovt under coronakrisen, men nu er interessen der ikke rigtig længere fra vores side. Vi har lært meget af det her, og det kan vi bestemt tage med videre,« siger Frederik Overgaard Nielsen, der ejer størstedelen af aktierne i foretagendet, til mediet.

Han stiftede Laberlarven tilbage i 2021 sammen med Nikolaj Sloth Lynge, og dengang var der store forventninger til, hvad forretningen skulle blive til.

Duoen forsøgte da i foråret 2022 at åbne en fysisk butik i midten af Aarhus, men denne lukkede imidlertid allerede i efteråret på grund af for høje omkostninger. Og det havde sine konsekvenser.

I seneste regnskab fra Laberlarven lød underskuddet på knap 1,2 millioner kroner efter skat.

»Det kørte godt under coronakrisen, men da den gik over, var det desværre ikke den samme omsætning, der lå i det,« forklarer Frederik Overgaard Nielsen.