Fortsæt til indhold

Glæde over udsigt til ny togstation i Aarhus

Den kommende Silkeborgbane kan give mulighed for tre nye stationer i kommunen i Brabrand, Åbyhøj og Framlev/Harlev. Det sker, hvis det lykkes at overbevise Folketingets transportudvalg.

Aarhus

Folketingets transportudvalg lagde vejen forbi Brabrand onsdag middag.

Her blev medlemmerne præsenteret for helt nye tal, som viser, at der er grundlag for en dobbeltsporet bane og nye stationer i henholdsvis Åbyhøj, Brabrand og Harlev/Framlev på en kommende Silkeborgbane mellem Aarhus og Silkeborg.

Det kom frem på et møde på parkeringspladsen ved Silkeborgvej 622 i Brabrand, hvor man forventer, at en kommende station skal placeres, såfremt planerne realiseres.

Men det kræver en politisk beslutning, og derfor havde Teknik- og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) også forberedt en form for salgstale, da folketingsmedlemmerne havde forladt den bus, som havde transporteret dem.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Teknik- og Miljø-rådmand Nicolaj Bang (K) vil gerne have, at Folketingets transportudvalg kigger nærmere på muligheden for nye togstationer.

»Jeg har jo fornøjelsen af at bo lige herovre på den anden side, så jeg kender området rimeligt godt. Det, vi gerne vil have, er en Brabrand Station i et lidt mere ambitiøst projekt end tidligere,« forklarede han og nævnte, at flere børnefamilier flytter ud af kommunen, men arbejder fortsat i Aarhus.

Besøget og udsigten til en ny station vækker glæde hos Paw Simon Krogh, der som projektleder for ”Brabrand på Skinner” har arbejdet for et trinbræt i godt og vel fem år.

Han var mødt op for at komme med gode argumenter, hvorfor toget skal stoppe i Brabrand.

»Når man kører her på Silkeborgvej om morgenen, er der en lang kø ind. Brabrand er delt op af en jernbane i forvejen, og der kører tog her fra Viborg. Tomme tog, der ikke stopper. I ”Brabrand på Skinner” er vi fortalere for, at vi høster lidt hurtigere og vil gerne have et trinbræt før en station, hvis det kan lade gøre,« sagde Paw Simon Krogh.

Han glædede sig over, at der nu er kommet endnu større landspolitisk fokus på Brabrand, som borgmester Bundsgaard kaldte for et væsentlig knudepunkt i den fremtidige infrastruktur i Aarhus.

»Det ser mega spændende ud, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk, der sidder i bilkø hver morgen, hellere vil hoppe over i et tog, hvis det bliver nemt. Der er også en kæmpe klimagevinst,« sagde projektlederen.

Nye tal fra en Cowi-rapport viser, at der vil være 3.100 daglige brugere på en kommende Brabrand Station. Det passagergrundlag er væsentligt større, end man tidligere regnede med, og de såkaldte rejsetidsgevinster – som har stor betydning for den samfundsøkonomiske vurdering – er mere end dobbelt så store for en dobbeltsporet tog bane end en enkeltsporet.

»Der er en kolossal interesse for at ville tage toget herfra og ind til byen, og det er dejligt nye tal og undersøgelser bekræfter det,« lød det fra Paw Simon Krogh.

Folketingets transportudvalg på besøg i Brabrand. Foto: Kim Skovrup Andersen

»Vi er meget inspirerede af det her og synes, det er fantastisk at opleve det her engagement fra borgergrupper, der møder op og gerne vil have infrastruktur. Vi oplever mange steder, at der er mange, som kæmper imod infrastruktur. Det her lyder som en meget, meget interessant idé, og det er noget, vi tager med videre,« lød det fra formanden for transportudvalget, Rasmus Prehn (S).

Han blev bakket op af den lokale partifælle Camilla Fabricius. Hun sidder også i transportudvalget.

»Når man møder lokale folk, som begejstret fortæller om, hvordan skinner bliver et knudepunkt ikke bare for Aarhus men for Østjylland, så kan man ikke blive andet end glad og stolt. Vi har brug for at stå skulder ved skulder for at få gode projekter til Aarhus, men også at gøre det i samspil med hinanden. Og det ser vi ganske tydeligt ved “Brabrand på Skinner”,« sagde hun.

Med den dobbeltsporede løsning, er det meningen at man skal kunne tage Silkeborgbanen fra Åbyhøj, Brabrand og Harlev/Framlev. Tal: Aarhus Kommune