Fortsæt til indhold

Kravler op ad fornem liste: På dette område er AUH blandt verdens bedste

Det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek rangerer endnu en gang AUH højt på listen over verdens mest digitale hospitaler.

Aarhus
jwh

Det 15. bedste hospital i verden og det 3. bedste i Europa.

Når det kommer til digitalisering, så er det de overstående placeringer, som Aarhus Universitetshospital i Skejby kan bryste sig af. I hvert fald på det anerkendte amerikanske nyhedsmagasin Newsweeks årlige rangering.

Dermed er det aarhusianske hospital kravlet fire pladser op fra en 19. plads i forhold til sidste års liste, imens det fortsat kun er svenske Karolinska Universitetshospital og tyske Charité Universitetshospital, som overgår AUH i Europa på området.

Det oplyser AUH selv i en pressemeddelelse.

»AUH og Region Midtjylland har i mange år prioriteret og arbejdet aktivt med at udvikle digitale løsninger, hvor vi blandt andet indsamler og bruger data til at lette arbejdsgange for vores medarbejdere og øge kvaliteten af den behandling, vi tilbyder vores patienter. Det en del af vores DNA at arbejde innovativt med teknologi og derfor er det igen i år en dejlig anerkendelse at se, at vi ligger blandt verdens mest smarte hospitaler,« siger konstitueret hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen i pressemeddelelsen.

Rangeringen laves i et samarbejde med dataanalysefirmaet Statista og dækker over de hospitaler, som er særligt gode til at bruge data og teknologi i daglige hospitalsopgaver og til behandling af patienter. 330 hospitaler er med i undersøgelsen på verdensplan.