Aarhus Rådhus flager på halv stang
»Det har udviklet sig til en dybt ulykkelig humanitær katastrofe, som berører os alle,« siger borgmester
For at vise sympati med de mange civile ofre i konflikten i Israel og Gaza flager Aarhus Rådhus på halv stang i dag lørdag 14. oktober.
»Dannebrog vil lørdag være på halv stang på Aarhus Rådhus for at vise sympati med de mange børn og voksne, som er blevet ofre i den aktuelle konflikt mellem israelere og palæstinensere. Det har udviklet sig til en dybt ulykkelig humanitær katastrofe, som berører os alle. Ved at flage på halv stang viser vi vores respekt over for de mange civile ofre – og sender samtidig et budskab om snarlig våbenhvile og fred i Mellemøsten,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Flere end 1.300 israelere er blevet dræbt, siden Hamas lørdag indledte et stort angreb. I Gazastriben har gengældelsesangreb dræbt flere end 1.500 palæstinensere, lyder meldingen fra nyhedsbureauerne.