DMI udsender varsel: Voldsomt vejr rammer
Kraftige vindstød af stormstyrke rammer Aarhus og Djursland fredag aften, varsler DMI.
Der er god grund til at finde den korrekte påklædning frem og måske tænke sig en ekstra gang om, inden man bevæger sig ud på jernhesten. For torsdag blæser det op, indtil stormende kuling med vindstød af stormstyrke rammer flere kystområder fredag aften.
Det oplyser DMI, som har udsendt et varsel i kategorien »voldsomt vejr«. I Østjylland gælder det for Aarhus og Djursland.
»Natten til torsdag og torsdag tiltager vinden og bliver hård østlig over land, ved kysterne op til kuling og stedvis hård kuling fra øst. I løbet af fredagen tiltager den østlige vinden yderligere og der ventes hård vind til kuling over land og med vindstød af stormstyrke,« skriver meteorolog Martin Lindberg på DMI’s hjemmeside.
»Det kraftige og langvarige blæsevejr skyldes et kraftigt højtryk der bygger op over Nordskandinavien og Finland, samtidig som et dybt lavtryk vil bevæge sig langsomt op over England fra sydvest,« fortsætter meteorologen
Enkelte steder i landet er der risiko for kraftigt forhøjet vandstand, men indtil videre forventer DMI, at det kun er aktuelt i den sydlige del af Lillebælt, den Vestlige del af Østersøen, samt området omkring Køge Bugt.
»Lørdag begynder vinden at aftage og varslerne udløber lørdag morgen. Vi holder øje med situationen,« lyder det fra meteorolog Martin Lindberg.