Fortsæt til indhold

Aarhusianske forældre prøver at forpurre bandernes planer for deres børn

I Gellerupparken og Toveshøj i det vestlige Aarhus stemmer lokale mødre og fædre i øjeblikket dørklokker for at undgå, at områdets børn og unge ender i en kriminel løbebane.

Aarhus

Centrale lokale kræfter i de udsatte boligområder Gellerupparken og Toveshøj frygter, at kriminelle forsøger at hverve børn og unge i områderne.

Derfor går de to lokale organisationer Bydelsmødre og Baba for tiden fra opgang til opgang for at opfordre områdets forældre til at holde bedre øje med deres børn – især om aftenen.

»Hvis børnene er alene ude uden voksne, kan der ske mange ting. Vi ved, at kriminelle forsøger at hverve børn til at gå ærinder for dem. Vi ønsker at få kriminaliteten ud af vores område, og det er vigtigt, at vi forhindrer, at børn og unge bliver trukket ind i de miljøer,« siger koordinator for Bydelsmødre 8220 Ilham Mohamed til lokalmediet Gellerup.nu.

Som Jyllands-Posten skrev i august, støder Østjyllands Politi på børn helt ned i 10-årsalderen, som bliver brugt som stikirenddrenge af bandemedlemmer.

Det har ikke været muligt for JP Aarhus at få kontakt til en repræsentant for bydelsmødrene. Men avisen beskrev i august, hvordan Bydelsmødre og Baba i sommer forsøgte at få forældre til at tage mere ansvar for deres børn ved at hænge plakater op i opgangene i Gellerupparken og Toveshøj i det vestlige Aarhus.

»Der er alt for mange børn og unge i vores lokalområde, som er ude alt for sent om aftenen,« lød budskabet på plakaterne dengang.

Sommerens plakat fra Bydelsmødre med opfordring til, at børn under 10 år skal være hjemme kl. 20. Foto: Kim Frost

Og nu hvor der er opstået frygt for, at børn og unge bliver hvervet af kriminelle, har de to lokale organisationer Bydelsmødre og Baba altså taget yderligere skridt i kampen.

Torsdag i sidste uge ringede bydelsmødrene og fædrene derfor på døren hos 600 lejligheder i Toveshøj. Her blev områdets forældre opfordret til at engagere sig mere i deres børns fritidsliv. Og ikke mindst sørge for, at børn under 10 år er hjemme senest kl. 20.

De kriminelles stikirenddrenge

Hos Østjyllands Politi lovpriser politiinspektør René Raffo, at lokale kræfter i Gellerupparken og Toveshøj opfordrer til mere opmærksomhed på områdets unge mennesker.

Det er nemlig ikke nyt for Østjyllands Politi, at kriminelle rækker ud til børn og unge. René Raffo bekræfter, at politiet i området, ligesom forældrene i Gellerupparken og Toveshøj, har erfaring med, at børn ned til 10 år bliver udnyttet af folk i bandemiljøet til at hjælpe med at udføre kriminalitet.

»De helt unge bliver brugt af de kriminelle som stikirenddrenge. Det kan være, at man lige skal køre hen at hente eller aflevere et eller andet på sit løbehjul. Eller at man får lidt lommepenge for at holde vagt.«

»Vi ser børn helt ned til 10-årsalderen ryge ind i den her bane, fordi de kommer til at se op til de kriminelle med fede ure og den sejeste jakke. Det er ikke sådan, at de laver reel hård bandekriminalitet, men vi kan se, at de bliver brugt af nogle af de personer, vi har i banderegistret,« siger René Raffo.

Er indtrykket, at banderne i højere grad benytter børn end tidligere?

»Vi så ikke et tilsvarende problem for år tilbage. Men vi er stadig meget langt fra den situation, de har i Sverige. Det er vigtigt, at vi tør snakke om problemet, inden det bliver større.«

René Raffo forklarer, at forældregruppernes initiativ spiller godt sammen med politiets arbejde, da gruppernes opfordringer til at have fokus på deres børn ligger uden for politiets vanlige arbejdsområde.

»Jeg vil gerne rose det her initiativ, der taler godt ind i en forebyggelsesstrategi. Som politi skal vi ikke blande os i, hvordan forældre opdrager deres børn,« siger René Raffo og tilføjer:

»Det er fakta, at børn der ikke kommer ordentlig tid i seng – de kommer heller ikke op om morgenen. Det kan betyde, at de får en dårligere skolegang, hvor de ikke kan følge med i timen. Og så bliver man måske lettere påvirkelig til at lave noget, man ikke må.«

»En vigtig stemme«

Louise Buch Viftrup er leder for den boligsociale indsats i Gellerup og Toveshøj. Herunder indgår Bydelsmødre og Baba. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor Bydelsmødre og Baba har et særligt tag i lokalområdet.

»Bydelsmødre og Baba er en vigtig stemme i lokalsamfundet, som mange lytter til. De er selv mødre og fædre, der tager ansvar for deres egne børn. Det virker anderledes, når de kommer med en opfordring, end hvis ansatte gjorde det,« siger hun og tilføjer:

»De skaber et indtryk af, at lokalsamfundet tager ansvar sammen. At de kære børn og unge er et fælles ansvar og noget, vi hjælper hinanden med.«

Der er over 150 uddannede bydelsmødre, hvoraf 100 af dem er aktive i lokalområdet ved Gellerup og Toveshøj. Samtidig er der omkring 20 aktive fædre, der er en del af Baba, som er en nyere indsats.

I næste uge vil de to lokale organisationer også stemme dørklokker i Gellerupparken.