Fortsæt til indhold

Frivillige chauffører kører brugte aarhusianske busser til ukrainsk venskabsby

Ny og foreløbig sidste sending af i alt tyve busser er på vej til Lviv fra Aarhus.

Aarhus
ksa

Fredag afgik ti busser fra Havnehuset i Aarhus med kursen sat direkte mod Aarhus Kommunes venskabsby Lviv i Ukraine. Busserne er foreløbig sidste leverance af i alt 20 busser.

Aftalen om levering af busser kom i stand tidligere på året som resultat af dialogen mellem Aarhus Kommune og Lviv, der på flere områder er hårdt presset af krigen og et betydeligt antal flygtninge fra det østlige Ukraine. De første 10 busser blev sendt afsted før sommerferien, og de 10 foreløbig sidste er i dag kørt afsted af chauffører, der uselvisk og frivilligt har taget opgaven på sig med at levere busserne i Ukraine.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

De i alt 20 busser er en del af en større humanitær indsats fra Aarhus til Ukraine, hvor også cykler, hjælpemidler, sundhedsinventar og scannere tidligere er sendt afsted. Det hele orkestreret af en stor indsats fra Konsulforeningen i Aarhus, generøse donatorer og understøttet af Aarhus Kommune, og med hjælp fra Region Midtjylland, Midttrafik og private busselskaber.

Busserne linet op foran Havnehuset og klar til afgang. Pressefoto

Busserne er brugte busser, som lige er taget ud af driften fra rutekørsel i Danmark.

»Det er vigtigt, vi ikke glemmer Ukraine, selv om der nu også er krig og konflikt andre steder i verden. Vi gør rigtig meget i Aarhus for at hjælpe vores venskabsby i Ukraine, og jeg er stolt over, at det er lykkedes at sende i alt 20 busser fra Aarhus Kommune til Lviv. En stor tak til de frivillige chauffører, som kører busserne derned,« siger 1. viceborgmester i Aarhus Kommune Anette Poulsen (S), som deltog ved afsendelsen af busserne.

Et ukrainsk børnekor fra Ellevangskolen var med til at synge busserne afsted. Pressefoto

»Det er private bidrag fra firmaer i Aarhus, som har gjort det muligt at købe busserne, og også at yde humanitær bistand til Ukraine i form af transport af hjælpemidler og hospitalsudstyr til hospitalet i Lviv, Unbroken. Og vi har haft et rigtig godt samarbejde med Aarhus Kommune, Midttrafik og de private busselskaber, som har leveret busserne. Det er et godt eksempel på, hvordan vi kan lykkes, når det virkelig gælder,« siger Mogens Ellerbæk, som er formand for Konsulforeningen i Aarhus, Corps Consulaire.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) var i april i Lviv og underskrive venskabsbyaftalen mellem Aarhus og Lviv.

Foruden den humanitære bistand samarbejder Aarhus også med Lviv om vandforsyning og rehabilitering/genoptræning.