Regnvejr sætter udvidelse af vej på pause: »Vi trækker stikket«
Det var planen, at udvidelse af Tandervej ved Mårslet skulle være færdig inden jul, men nu har efterårets våde vejr sat en stopper for det.
Det er ikke kun trafikken, haver og kældre, som de seneste mange uger har været udfordret af det våde efterårsvejr. Det samme er arbejdet med at udvide Tandervej ved Mårslet.
De store mængder regn har nemlig gjort arbejdsforholdene særdeles svære. De store anlægsmaskiner har svært ved at køre rundt, og derfor har Aarhus Kommune nu valgt at sætte udvidelsen på pause.
»Vi trækker stikket og vender tilbage til foråret, hvor vejret forhåbentlig ikke er så vådt længere,« fortæller Chris Harlev Thomsen, som er projektleder hos Vejanlæg og Bydesign i Aarhus Kommune.
Genåbner vejen
Trafikanter i området kan dog trøste sig med, at pausen medfører, at Tandervej bliver genåbnet, indtil arbejdet med at udvide vejen bliver genoptaget.
»Vi vælger at stoppe arbejdet nu, fordi vi stadigvæk har mulighed for at åbne vejen. Vi har ikke brudt Tandervej op endnu, som ellers er et af de næste skridt, der skal til, for at færdiggøre udvidelsen. Så hvis vi skal stoppe arbejdet for at åbne vejen, så er det nu,« fortæller Chris Harlev Thomsen og tilføjer:
»Det er ikke umuligt at fortsætte anlægsarbejdet, men der er en rimelig stor risiko for, at vi ville blive forsinket på grund af de udfordringer, der er med det våde vejr. Hvis tingene tager længere tid, bliver projektet også dyrere, og det undgår vi nu ved at stoppe, indtil vejret bliver bedre.«
Tilgængelig for biler
Tandervej blev spærret 4. september for at udvide strækningen mellem rundkørslerne ved henholdsvis Nymarks Alle/Damgårdstoften og Giber Ringvej samt for at etablere en ny sti syd om Mårslet. Planen var i første omgang, at den udvidede vej kunne åbne sidst i oktober, men dengang forsinkede vejret også projektet.
»På det tidspunk vurderede vi, at hvis man spærrede Tandervej til 22. december, var det muligt at blive færdig, hvis vejret altså også blev bedre. Det var så ikke tilfældet, så nu er det bedst for alle, at vi prøver igen til foråret,« lyder det fra Chris Harlev Thomsen, som forsikrer, at der er intet af det anlægsarbejde, som indtil videre er nået på vejen, der får betydning for trafikanter.’
»Vi har gravet ud til stien. Og så har vi ryddet beplantning og flyttet kabler for at kunne udvide Tandervej. Vi har lavet meget af det forberedende arbejde, så det næste skridt er at bryde Tandervej op, blandt andet for at lave afvandingssystemet og den nye vejkasse, og det venter vi altså med til foråret. Så man kan sagtens køre på vejen indtil da,« fortæller projektlederen.