Fortsæt til indhold

Eleverne troede, at de skulle til test - så vandt de 10.000 kroner

En faglig tung dag udviklede sig hurtigt til en festdag for 6.B på Skovvangsskolen i Aarhus. Tre elever har sikret klassen 10.000 kroner.

Aarhus

6.B på Skovvangskolen i den nordlige del af Aarhus sidder og læser bøger i begyndelsen af dansktimen. Børnene er sikre på, at den nationale test ligger lige rundt om hjørnet, men klasselærer Simon Frandsen har snydt eleverne.

Ind ad døren kommer Charlotte Mygind med en check på 10.000 kroner, to konfettirør og et kamerahold af den anden verden.

Testen var en garanti for, at alle elever mødte op til en helt speciel dag.

»Ved I, hvorfor jeg er her i dag,« spørger Charlotte Mygind, som er projektleder på #digitalpænt hos Telenor.

Eleverne kigger skeptisk op fra bøgerne.

»I har vundet #digitalpænt og 10.000 kroner,« udbryder projektlederen med de to konfettirør.

Guldstrimler skyder ud over klassen, der på ét bryder ud i brøl og glædeskrammere. Alle eleverne glemmer deres bøger og den falske nationale test.

Ida Jølck, Liva Sofia Graugaard og Jamila Alesø er de tre elever, hvis video har vundet konkurrencen. #digitalpænt er et forløb med fokus på at bekæmpe digital mobning i Danmark.

De tre piger lavede en video om en fodbold-pige, der blev mobbet for sine interesser. Foto: Nicklas Linnemann

Klasserne, som deltager, modtager undervisningsmateriale, der skal understøtte arbejdet med emnet. Til sidst kan klasserne deltage i en konkurrence ved at producere en video, som afspejler temaer og problemstillinger, de har arbejdet med.

Lige ved at tabe

Det er her, videoen fra de tre Aarhus-piger kommer i spil. Telenor, som står for konceptet, modtog i år 136 videoer. Ud fra de mange videoer fandt et dommerpanel vinderne. Omkring 10.000 elever har deltaget i konkurrencen, men videoen fra de tre piger er den bedste i Midtjylland.

Hele klassen stiller sig hen til de tre piger og fejrer sejren.

»Jeg skal bare ind til A-klassen og snakke om det her,« udbryder en dreng.

»Ind og flex på dem,« tilføjer en anden.

Klasselæreren Simon Frandsen var lige ved at koste 6.B sejren. Da Charlotte Mygind ringede for at fortælle ham, at en gruppe fra klassen havde vundet, smed han røret på, inden projektlederen fik sagt andet, end hvilket firma hun kommer fra. Han troede, det var en telefonsælger.

Efter en udredende sms skyndte han sig at ringe tilbage.

»Let’s go! Ja! Jeg har vidst det i tre uger næsten,« udbryder klasselæreren.

Simon Frandsen var meget tilfreds med elevernes arbejde med emnet. Foto: Nicklas Linnemann

»Skal vi stadig lave nationale test,« spørger en bekymret elev.

Simon Frandsen beroliger eleven med, at det bare er noget, han har sagt for at sørge for, at alle elever mødte op til dagen. Det er endnu ikke sikkert, hvad pengene skal bruges til, men der var tale om en klassetur til Fårup Sommerland i krogene.

Undervisningen har haft fokus på, hvordan man håndtere onlinemobning og opfører sig online.