Fortsæt til indhold

11. år i træk holder Rikke julefrokost for hjemløse: Hun mangler din hjælp

Igen i år afholder organisationen 'Hjemløs i Aarhus' julefrokost for de hjemløse. Den mangler dog hjælp med mad og varmt tøj til de socialt udsatte.

Aarhus

Jule måneden bringer glæde, varme og familie med sig.

Sådan er det i hvert fald for mange. Desværre er der en hel gruppe af aarhusianere, der ikke oplever julen og tiden, der leder op til den, på samme måde.

Dem vil Rikke Sejthen sørge for også mærker julens varme. Hun er stifteren af organisationen ’Hjemløs i Aarhus’, hvor hun sørger for at tage sig af dem, som har et hårdt liv.

»Når du først møder de her mennesker, så taber man altså bare sit hjerte til dem. Og det har jeg jo gjort,« fortæller stifteren.

Et af de koncepter, som Rikke Sejthen kommer til at præsentere de hjemløse for, er et gravsted for gadens folk og socialt udsatte.

Gravstedet har hun stået for at få opført, så de hjemløse har et sted, de kan blive begravet og husket. Indtil nu er de hjemløse blevet begravet i en fællesgrav, hvor der er ikke er noget til at mindes de døde.

»Nu har de et sted, de ved, at de kommer i jorden. Her bliver det muligt at få sit navn på en plade. Et hjerte i jorden skal fyldes med plader, hvor navnene kan stå på,« forklarer ildsjælen om konceptet.

Gravstedet åbner onsdag 6. december, hvor både borgmesteren og rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse Anders Winnerskjold (S) deltager i indvielsen. Gravpladsen ligger på Vestre Kirkegård.

Frivillige frisører stå giver en hånd med til at gøre dagen helt speciel for de hjemløse. Privatfoto

Julefrokost og gratis tøj

Senere på måneden afholder ’Hjemløs i Aarhus’ en julefrokost for hjemløse og socialt udsatte. Her får de mad, gaver fodbehandling og opmærksomhed.

»De oplever, at de har en dag fuld af forkælelser. De har en dag, hvor de er indenfor hele tiden. Vi giver dem med alt, hvad de kunne drømme om. Julefrokosten er deres store festdag her i december. Når vi går derfra hvert år, siger de allerede, at de glæder sig til næste år. Det er en fast tradition på 11. år,« siger Rikke Sejthen.

Festen skydes i gang med en ”shoppingtur” for de hjemløse. Lørdag 16. december indsamler ’Hjemløs i Aarhus’ tøj ind. Tøjet bliver hængt op på stativer og lagt frem på borde som i en butik. De hjemløse får lov til at gå igennem og tage nøjagtigt det tøj, de vil have.

Aarhusianere kan donere tøj, som man ikke længere bruger, mellem klokken 10.00 og 14.00 om lørdagen.

»Vi har brug for varmt tøj. Altså gode varme vinterstøvler, gode varme trøjer og jakker, huer, halstørklæder, men også bukser og t-shirts. Det er vigtigt, at tøjet er i god stand - meningen er ikke, at de frivillige skal stå og sortere ting fra, der kunne være røget på lossepladsen,« forklarer initiativtageren.

Fødderne er ofte hårdt medtaget, derfor får de ekstra kærlighed til julefrokosten. Privatfoto

Mere end bare tøj

Det er dog ikke kun tøj, som julefrokosten skal handle om. Organisationen har også brug for hjælp til at indsamle mad til festlighederne.

»Julefrokosten bliver skabt af aahrusianerne. Fru Jensen kan sige ”Jeg vil gerne donere to af de 20 pakker rugbrød, I har brug for.” En anden kan donere de 300 tartelet-skaller, som vi mangler. Altså du ved, på den måde bidrager folk med det, de hver især kan. Så på den måde er vi ligesom alle sammen om at lave festen,« siger Rikke Sejthen.

I stedet for at fonde står for maden er tanken, at Aarhus i fællesskab giver de hjemløse en stor fest.

Stifteren af organisationen bruger Facebook til at koordinere festlighederne. På ’Hjemløs i Aarhus’-s facebookside kan man finde flere oplysninger og en oversigt over, hvad de stadig mangler før julefrokosten kan afholdes.

Udover mad, hygge og musik får de hjemløse også mulighed for en frisør tid og fodbehandling til julefrokosten.