Fortsæt til indhold

Glemte hjemløse i ny boligplan: Nu er de reddet

Udviklingsplanen for det gamle amtssygehus betød, at 22 hjemløse blev sat i en potentiel livsfarlig situation. Nu kommer der en løsning.

Aarhus

»Jeg synes, det er megatarveligt, at de ikke kan lade os få den sidste måned med i sæsonen,« sagde Martin Overgaard, der er leder af Aarhus Vinterherberg.

Kommentaren kom på baggrund af den nye udviklingsplan for området ved det gamle amtssygehus i Tage-Hansens Gade. Oprindeligt ville byggearbejdet, der paradoksalt nok skal skabe flere boliger, fjerne en måned af herbergets åbningstid.

Det ville tvinge 22 hjemløse til at sove på gaden i potentielt frostvejr, hvilket kan være livsfarligt.

Aarhus Vinterherberg har åbent indtil 31. marts, men byggeriet ved amtssygehuset starter allerede 1. marts. Og da kommunen ikke kan garantere brandveje til vinterherberget, var planen at lukke det for marts måned.

Efter byrådsmødet onsdag 6. december er der kommet nye boller på suppen.

Vinterherberget får suppen doneret af Mou. Oksekødssuppen er menuen fra midt november til slut marts, medmindre herberget får doneret mad fra andre fronter. Foto: Nicklas Linnemann Nielsen

Nødløsning i en måned

Efter Din Avis Aarhus gjorde de to rådmænd, som har ansvaret for byggeriet og de hjemløse, opmærksomme på problematikken, skød de skylden på hinanden, men lovede en løsning inden jul.

Nu er den kommet.

Byggeprojektet udskydes med en måned. Før var planen, at bygningerne skulle bygges på seks måneder, men den nye plan ændrer på tidsplanen.

»Vi har prøvet at se, hvad der kan lade sig gøre, og vi kan godt nå det, ved at udskyde starten af projektet. Tidshorisonten er stadig mulig at overholde. Det betyder, at det bliver en lidt mere presset process,« forklarer rådmanden for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K).

Således skal eks måneders byggearbejde klares på fem måneder i stedet. Ifølge rådmanden betyder det, at der vil blive arbejdet lidt mere i ydertimerne, hvilket kan genere naboerne til projektet. Men det er en afvejning, begge rådmænd er tilfredse med.

Inden dørene åbner, sidder flere hjemløse i kø og venter på et varmt måltid og en seng at sove i. Foto: Nicklas Linnemann

Vinterherberget kan således få lov til at blive i de samme lokaler sæsonen ud.

»Vi får lov til at blive? Ej, hvor fedt! Det, synes jeg, er fantastisk. Det giver os ro til at gøre arbejdet færdigt,« jubler Martin Overgaard, da avisen ringer til ham og fortæller nyheden.

Især, at herberget får lov at blive, gør lederen glad.

»De skal ikke til at finde et nyt sted, og de kan finde frem, selv når de har det svært, har drukket for meget, eller når de er trætte og syge,« siger vinterherbergets leder.

Flyttearbejdet kan altså vente, til sæsonen er færdig, og Aarhus Vinterherberg skal finde nye lokaler til november 2024. Udover at der ikke skal flyttes flere gange, sparer herberget også omkostningerne ved at flytte i nye lokaler for en kort stund.

»Nu skal vi bare finde et sted, vi kan få lov til at stille vores ting indtil næste sæson. Men det skal vi nok få løst. Det kan vi jo bruge vores krudt på i stedet for at lede efter midlertidige lokaler,« siger Martin Overgaard.

Det er lodtrækning, som bestemmer, hvilke hjemløse, der får en seng for natten. Foto: Nicklas Linnemann

Rådmands-jonglering

På den politiske front er er der også glæde at spore hos de to rådmænd.

»Vi har valgt at sige, at projektet skal udskydes, fordi det her er vigtigt. Jeg er tilfreds med, at de her mennesker får en ordenlig behandling« fastslår Nicolaj Bang.

Rådmands-kollega Anders Winnerskjold (S), der står i spidsen for Sociale Forhold og Beskæftigelse, deler opfattelsen af, at de hjemløse prioriteres.

»Jeg er superglad for, at vi har fundet en løsning, og jeg takker min rådmandskollega for at være med til at finde en god løsning,« lyder det fra Anders Winnerskjold.

Nicolaj Bang fremhævede i byrådssalen onsdag aften, at de to rådmænd har set lige dumme ud i forløbet, men at de to er gode kollegaer og arbejder godt sammen på trods. Anders Winnerskjold er enig med sin konservative byråds-kollega.

»Vi har et super godt forhold, og jeg deler min rådmandskollegas syn på, at det så lidt åndssvagt ud. Det er jo et problem, der er født forkert. Det er jo dig, der har ringet os op og givet os noget information, vi ikke kendte til,« siger den socialdemokratiske rådmand og fortsætter:

»Målet var, for mig, at sikre, at Vinterherberget kan få en fin og fornuftig afslutning, så man ikke skal til at rykke med en masse borgere, der lever udsatte liv.«

Side om side sover de hjemløse i flere værelser. Hver aften serveres der varm suppe. Foto: Nicklas Linnemann