Aarhusiansk plejehjem er blevet genoplivet: 90-årige Aase kommer tættere på sin familie
Malling Plejehjem er genåbnet i restaurerede rammer med plads til 38 beboere.
Den 1. november flyttede de første beboere ind i det nyrenoverede plejehjem i Malling.
I 2016 var der 50 flygtninge, der fik midlertidig bolig i plejehjemmet, da planerne for ombygningen fra pleje- til ældreboliger ikke var klar.
Dengang besluttede Sundhed og Omsorg at stille boligerne til rådighed for flygtninge frem til slutningen af 2017.
Jeg glæder mig over, at Malling Plejehjem skal være et samlingssted for hele byen.Christian Budde
Men nu er Malling Plejehjem genåbnet, og udover en gennemgribende renovering af de eksisterende bygninger har plejehjemmet fået en ny hovedbygning med boliger og fælleslokaler.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Ved indvielsen ønskede rådmand for Sundhed- og Omsorg, Christian Budde (V), beboere, medarbejdere og forstander velkommen til deres nye hjem og arbejdsplads og tilføjede, at han ser frem til foråret, hvor hele plejehjemmet skal stå helt færdigt.
»Jeg glæder mig over, at Malling Plejehjem skal være et samlingssted for hele byen. På udearealerne er der anlagt legepladser, hvor byens børnehaver kan komme på besøg. Og i den renoverede gamle hovedbygning vil lokalsamfundet snart kunne tage de borgerrettede lokaler i brug,« siger han.
Mens formand for Sundhed- og Omsorgsudvalget, Anette Poulsen(S) glædede sig over at besøge plejehjemmet og mærke den pionerånd, som hun mener, altid kendetegner et nyåbnet plejehjem.
Glad for beslutning
90-årige Aase Jakobsen var en af de første beboere, der flyttede ind på plejehjemmet.
Selvom det var en stor omvæltning af flytte fra det nordlige Aarhus efter 60 år, er Aase Jakobsen glad for beslutningen om at flytte til Malling. På plejehjemmet bor hun sammen med sin mand, som bor i boligen ved siden af hende. Samtidig har de en stor del af deres familie boende i Malling, og på den måde er de kommet tættere på både børn, børne- og oldebørn.
»De er så søde alle sammen her på plejehjemmet, og vi har også bestemt, at vi vil fejre jul her. Selvom jeg synes, der er lidt stille her i Malling sammenlignet med larmen fra gaden i vores gamle lejlighed, kan jeg allerede mærke, vi bliver rigtige glade for at bo her,« siger hun.
Aase Jakobsen ser frem til, at træer og buske begynder at springe ud og glæder sig over, at hun fra sin bolig har adgang til en lille terrasse, hvor altankassen fra den gamle lejlighed skal stå.