Folkehuslukning er udsat – rådmand beklager
Konservative smutter fra styregruppen efter »klodset« proces. Beslutning om lukning af folkehuse er udsat.
Der skal være færre folkehuse med plads til offentlige aktiviteter i Aarhus Kommune.
Så langt er partierne bag det seneste budgetforlig enige, men processen omkring lukningen af op mod 12 af de kommunale folkehuse giver ballade i forligskredsen.
Det konservative medlem af den styregruppe, som er nedsat til at følge udviklingen af fremtidens aarhusianske folkehuse, valgte tirsdag at forlade styregruppen.
»Jeg har meddelt rådmanden (Christian Budde, Venstre, red.), at jeg er trådt ud af styregruppen. Jeg kan ikke længere se mig selv i processen. Forløbet har været uigennemskueligt, klodset og amatøragtigt. Der er for mange ting, der ikke har fungeret, og for mange borgere har følt sig utrygge,« siger Peter Sporleder (K), som understreger, at Det Konservative Folkeparti stadig er med i budgetforliget.
Udfordringen med folkehusene, der frem til 2022 var kendt som lokalcentre med placering tæt på plejehjem eller ældreboliger, er især økonomien. Men nedlæggelsen af folkehuse er ifølge budgetforliget ikke en besparelse, da budgettet for folkehusene fortsætter uændret, men skal koncentreres om færre huse, så faciliteter og caféer kan styrkes for at gøre husene attraktive for flere.
Peter Sporleder kritiserer bl.a. forløbet omkring en ansøgning om yderligere 15 mio. kr. til udvikling af udvalgte folkehuse fra Nordea-fonden, som byrådet onsdag skal tage stilling til. I ansøgningen er 10 lokale folkehuse udpeget til såkaldt fyrtårne i den fremtidige udvikling af folkehusene i Aarhus. Den udvælgelse stiller et andet politisk medlem af styregruppen sig også skeptisk over for.
»Der har manglet borgerinddragelse i hele processen omkring fremtidens folkehuse. Derfor skal hele arbejdet udskydes, så der formentlig først kommer en afklaring i juni. Processen har været rodet, og der er rigtig mange borgere, der er blevet unødigt bekymrede, og det skal der tages hånd om i en ordentlig proces,« siger Anette Poulsen (S), som er formand for Sundhed- og Omsorgsudvalget i Aarhus Kommune.
Ifølge den seneste udvalgserklæring fra den 13. december fra netop Sundheds- og Omsorgsudvalget har udvalget problematiseret, at styregruppen ikke har været tilstrækkeligt inddraget i processen med udarbejdelsen af ansøgningen og analyse/kriterier for udvælgelse af ”folkehusfyrtårnene”. Udvalget vil have øget borgerinddragelsen frem mod Nordea-fondens endelige ansøgningsfrist ultimo februar.
Af den seneste udvalgserklæring fremgår det, at forvaltningen i Sundhed og Omsorg erkender, at der er begået fejl i processen, og at den interne koordinering kunne have været bedre. Processen skal nu på »ret køl igen med øget gennemsigtighed og borgerinddragelse,« står der.
»Vi mangler oplysninger til at træffe kvalificerede beslutninger ud fra, så det er en ommer,« siger Anette Poulsen (S).
Det er Peter Sporleder enig i.
Så hvorfor forlade arbejdet, som I i Det Konservative Folkeparti selv har været med til at sætte i gang?
»Jeg kan gøre en større forskel uden at være i styregruppen. Jeg er glad for, at processen ser ud til at blive rykket. Men jeg er ærgerlig over, at vi skal herud, før der reageres fra rådmandens og forvaltningens side,« siger Peter Sporleder.
Rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) forstår ikke byrådskollegaens beslutning.
»Det er ærgerligt, at Peter Sporleder ikke vil være med i styregruppen. Jeg kan bedst lide politikere, der tager ansvar. Når man er med i et budgetforlig, så klæder det politikere at blive helt inde ved bordet, hvor man får mest indflydelse,« siger Christian Budde (V), som beklager den foreløbige proces i folkehusbeslutningen.
»Vi kan konstatere, at der er opstået forvirring blandt mange aarhusianere, og også blandt politikere. Jeg anerkender også, at æstetikken i processen og kommunikationen ikke har været god nok. Det er jeg enormt ærgerlig over og beklager,« siger Christian Budde, der samtidig understreger, at han tager kritikken til efterretning.
Rådmanden vil nu iværksætte en ny borgerinddragelsesproces.
»Vi skal passe godt på folkehusene. Derfor vil jeg på byrådsmødet onsdag også præsentere en genstartet proces, hvor vi tager hele foråret i brug frem til påske. Dermed får vi også politisk mulighed for at se borgere og brugerråd i øjnene,« siger Christian Budde.