Dyster melding om fremtiden: »Vi slap med skrækken i år«
Ovenpå stormen er Aarhus Kommune blevet konfronteret med et nyt problem. Vejret bragte forhøjede vandstande, der nu truer byen.
Næsten halvanden meter over den normale vandstand står Aarhusbugten allerede.
»Derfor har vi lukket slusen nu,« oplyser Aarhus Kommune på Facebook.
Planen var, at slusen først skulle lukkes fredag aften, men på grund af hurtigt stigende vand, er kommunen nødt til at skride til handling hurtigere.
Vandet giver allerede problemer i Aarhus. Ved den nye bydel Ø, oplever borgerne, at store dele af havneområdet står under vand.
Blandt andet er Lystbådehavnen forsvundet under havets overflade, nogle steder er det endda muligt at se brandmænd svømme rundt, hvor man tidligere har kunnet gå.
Stormflod
Flere af de berørte bygninger har forberedt sig med sandsække og andet til at holde vandt ude. Vandstanden er, i følge nogle aarhusianere, allerede begyndt at falde enkelte steder, men det står stadigt højt.
»Vandstanden er begyndt at falde igen. Den toppede i morges med cirka halvanden meter. Nu er den cirka 20 centimeter lavere, og vi regner med, at vandstanden er nede omkring en meter i natten,« fortæller Simon Grünfeld chef for Natur og Miljø i Teknik og Miljø hos Aarhus Kommune.
Især Skæring var hårdt ramt af den forhøjede vandstand, flere steder oplever stadig problemer med højden.
Det skyldes, at vandet fra havet flyder op i Skødstrup Bæk og får det hosliggende område til at oversvømmes. Udover, at arealet ved bækken er hårdt ramt, er Skæring Strand også hårdt medtaget.
Her står havet højt og oversvømmer store dele af stranden.
»Ved Skæring oplever vi oversvømmelser langs bækken. Det har vi forhindret nede i midtbyen ved at lukke slusen. Stormflod ville ellers forplante sig igennem byen,« siger chefen for Natur og Miljø.
Slusen
Men Simon Grünfeld mener ikke, at det er den største nyhed.
»At lukke slusen var lidt af en generalprøve. Den største nyhed i det her, er, at det er første gang, vi har en kombineret hændelse, hvor vi har meget regn og meget vand i vandløbene, kombineret med høj vandstand, altså stormflod. Og det er lige præcis sådan en situation, slusen er designet til,« forklarer Simon Grünfeld.
Ved at lukke slusen kan Aarhus Kommune pumpe vandet fra åen ud. Der blev pumpet over 12.000 liter vand i sekundet, da vandstanden var på sit højeste.
Selvom det er første gang, at Aarhus Kommune måtte lukke slusen på grund af stormflod, så forudser Chefen for Natur og Miljø, at det langt fra er sidste gang, at det bliver nødvendigt.
»Sådan er fremtiden vi ser ind i. Nu har vi på to måneder haft 20-års, 50-års og 120-års hændelser. Vi har haft skybrud 3. oktober. Vi har haft vedvarende regn hele oktober og november. Der gav de her massive oversvømmelser. Nu har vi så sluttet året af med den sidste type, nemlig stormflod,« forklarer Simon Grünfeld.
Hvis vandstanden havde været lige så højt nu, da skybruddet ramte i efteråret, ville Aarhus have stået overfor problemer i utænkelige proportioner, fortæller chefen.
»Vi slap med skrækken i år. Vi ser ind i et udfordrende år, hvis vi ikke prioriterer at gøre noget ved det her,« siger Simon Grünfeld.
DMI havde oprindeligt varslet mere regn, end det, som endte med at ramme Aarhus.