Rådmand: Skal være slut med træpiller
Fjernevarmeproduktionen skal laves om, lyder det i en byrådsindstilling fra Teknik og Miljø. Gigantisk skridt for den grønne omstilling, mener rådmand.
Det skal være slut med, at store, tunge dieselslugende fragtskibe krydser verdenshavene med lastrummene fyldt med træpiller, der skal brændes af på Studstrupværket. Varmen til de aarhusianske fjernvarmekunder skal i stedet komme fra vedvarende energi.
Sådan lyder planen fra Teknik og Miljø i Aarhus, der er klar med en byrådsindstilling for en omstilling af fjernvarmeproduktionen, når driftstaftalen med Ørsted om levering af varme fra træpiller på Studstrupværket udløber i 2030. Indstillingen bliver behandlet af Magistraten i morgen, tirsdag.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teknik- og Miljø-forvaltningen.
Ifølge rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), vil omstillingen være et gigantisk skridt for den grønne omstilling – ikke kun i byen, men i hele Østjylland:
»Aarhusianerne skal have grønnere, billigere og bedre fjernvarme, og vi har allerede lagt de første brikker i det store puslespil med etableringen af den geotermiske fjernvarme i Aarhus. Nu står vi med en oplagt mulighed for at fremtidssikre fjernvarmeforsyningen i Aarhus, så den i endnu højere grad er med til at accelerere den grønne omstilling af Aarhus. Med planen her taler vi om den største samlede omstilling af energisystemet i Østjylland i nyere tid, og derfor er jeg stolt over, at vi igen i Aarhus er fremsynet på energiområdet,« siger rådmand Nicolaj Bang.
Skal kigge på fire scenarier
Magistraten skal kigge på fire mulige scenarier for, hvordan man kan omlægge varmeproduktionen, og to af disse scenarier indeholder en fremtid uden afbrænding af biomasse som eksempelvis træpiller.
I stedet skal godt halvdelen af fjernvarmen i Aarhus produceres ved hjælp af nye varmepumpeteknologier som erstatning for produktionen på Studstrupværket, lyder det i anbefalingen fra Teknik og Miljø og Kredsløb.
Inden den endelige model er valgt, er det ikke muligt præcist at sætte beløb på, hvad det kommer til at koste at omstille halvdelen af den aarhusianske varmeforsyning, lyder det fra forvaltningen. Byrådet står til at skulle vælge den endelige plan i efteråret 2024.
»Hvis vi skal nå de nødvendige klimapolitiske målsætninger for byen og samfundet, kræver det løsninger i stor skala og langsigtede investeringer, der bidrager markant til den grønne omstilling og skaber bedre sammenhæng i vores energisystem,« siger Nicolaj Bang, der bl.a. får opbakning fra Venstre:
»Billigere og grønnere fjernvarme har haft vores stor opmærksomhed længe - rådmandens plan et stort skridt i den rigtige retning,« lyder det fra Venstres Gert Bjerregaard.
»Men kan vi gøre det lidt bedre, det vil vi rigtig gerne undersøge i den kommende fase - jo før desto bedre at vi får lavet omstilling fra træpiller til vedvarende energi. Vi håber ved fælles hjælp at kunne fremrykke sluttidspunkt for brug af træpiller til 2028.«
Foruden omstillingen af Studstrupværket er der også planer om, at såkaldt CO2-fangst skal spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling. I 2030 vil affald og halm fra Kredsløb-kraftvarmeværket Energipark Lisbjerg spille en væsentlig rolle i varmeforsyningen. Her er det planen, at der skal etableres et såkaldt fuldfangst-anlæg til at fange CO2 direkte fra skorstenen for på den måde at minimere CO2 -udledningen i Aarhus med ca. 360.000 ton årligt, lyder det i pressemeddelelsen.