Købte kendt virksomhed fra 'Løvens Hule' - og nu køber de endnu en Aarhus-virksomhed
Med købet af Luxit er ambitionen at blive Nordens største.
Tilbage i oktober kom det frem, at en af Nordens største spillere inden for salg af festartikler, Temashop, havde købt aarhusianske ’Party in a Box’. En Aarhus-virksomhed, der bl.a. blev landskendt i DR-programmet ’Løvens Hule’.
Men blot få måneder senere har Temashop nu igen været på rov i det aarhusianske. Det fremgår af en pressemeddelelse fra firmaet.
For knap fem år efter Annette Lucca Larsen startede sin virksomhed Luxit, som sælger eksklusive festartikler og pynt til livets store begivenheder, så er virksomheden altså nu blevet solgt.
»Da jeg startede Luxit i 2019, var det for mig et hyggeprojekt med min enormt store passion for festpynt. Jeg havde en helt klar vision om, hvilke produkter jeg ville sælge, og hvordan brandet skulle fremstå. Jeg fik ret hurtigt bekræftet, at jeg havde fat i noget rigtigt, da salget eksploderede - og pludselig havde jeg 30 ansatte, et kæmpestort lager og 500 m2 butik. Luxit er blevet et kendt brand, der fortjener at blive endnu større, og tiden er kommet til, at næste skridt skal tages,« siger Annette Lucca Larsen, der har stået for den daglige drift i pressemeddelelsen.
Foruden Annette Lucca Larsen, så har Hungry-stifter Morten Larsen, som for tiden er aktuel som investor i førnævnte ’Løvens Hule’, også været en del af ejerkredsen af Luxit.
Bevarer brand
Ifølge pressemeddelelsen så har Luxit nået en størrelse nu, som kræver flere og større kræfter, samtidig bevarer man Luxit-brandet, hvilket har været vigtigt for Annette Lucca Larsen.
»Jeg har drevet Luxit alene med diverse partnere og for at tage det næste skridt, så kræver det flere ansatte, hvilket ikke er det, jeg ønsker. Temashop ønsker at bibeholde brandet Luxit, som jeg har bygget op med stor kærlighed - og det gør mig glad og stolt. Desuden har de ressourcerne til at føre Luxit til nye højder,« siger hun.
Luxit har i dag hovedkontor i Nørresundby, men har haft et større lager i Risskov.
Skal være Nordens største
For de nye ejere af Luxit, så bliver ambitionen nu at blive Nordens største indenfor festartikler og kostumer:
»Det er svært at være en lille spiller på det nuværende marked, hvor konkurrencen intensiveres i kraft af store, udenlandske spillere. Hos Temashop nyder vi godt af vores stordriftsfordele, som er en nødvendighed for at drive en sund forretning i disse tider - og det bliver Luxit nu en del af,« siger Daniel Diness Andersen, stifter og direktør af Temashop.
»Vi ønsker hele tiden at styrke vores position i Danmark og Norden, og vi ser opkøbet af Luxit som en helt naturlig del af vores strategi om at vækste og ekspandere. Luxit har et mere eksklusivt udtryk og udvalg, og derudover har de været dygtige inden for bryllupper, konfirmationer, barnedåb og eid - og det er områder, hvor vi gerne vil være endnu større og bedre,« siger han.
Luxit bliver drevet som hidtil frem til maj 2024, hvorefter virksomhedens aktiviteter bliver sluset fuldt ind i Temashop. Grundlægger og direktør, Annette Lucca Larsen, træder altså ud af virksomheden.