Jesper Buchs afløser er fundet: Aarhus-rigmand er ny "løve" i populært DR-program
Nu har DR offentliggjort tre nye investorer til næste sæson af 'Løvens Hule', der har premiere 4. januar.
Der har været stort mandefald i DR-programmet ’Løvens Hule’ i år.
Tidligere på året og nærmest samtidigt meldte både Jesper Buch, Christian Arnstedt og Jacob Risgaard ud, at man stopper som ”løver” i det populære DR-program. Og dermed har man skullet finde nye forretningsfolk til at investere i de iværksættere, der kommer og pitcher deres ideer i programmet.
Og nu kan DR så melde ud, hvem man så har hevet ind.
For når det bliver 4. januar, og der er premiere på en ny sæson af Løvens Hule, så får erhvervsfolkene Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard selskab af tre nye ansigter.
De tre nye investorer, der tilslutter sig løveflokken, er Nikolaj Nyholm, der især er kendt for sit arbejde med e-sportsholdet Astralis og underholdningskonceptet Blast, Tahir Siddique, der er tidligere global chef for verdens førende formidler af sportsresultater, Livescore, og Aarhus-rigmand Morten Larsen, stifteren bag takeway-platformen Hungry.
Ifølge DR repræsenterer de tre nye løver ”en bred vifte af kompetencer”.
»Vi er meget glade for at kunne præsentere et nyt stærkt og dynamisk hold af investorer til en ny sæson af ’Løvens Hule’ – og med hele tre nye løver, der vil bidrage med nye erfaringer, meninger og investeringer,« udtaler DR-redaktør Stine Preem.
Morten fra Aarhus
En af de nye løver, Morten Larsen fra Risskov, glæder sig til sin debut:
»Da jeg fik tilbuddet om at blive ny løve, tænkte jeg: ”Hvorfor ikke?”. Det lød super spændende, og jeg har altid syntes, det var et godt program, der var sjovt at se. Det her med at bygge noget op fra ingenting til noget større er jo den verden, jeg godt kan lide,« siger han til dr.dk.
Tilbage i 2021 solgte Morten Larsen takeaway-platformen Hungry, og siden har han tænkt over, hvad han så skulle, skriver han på sin facebook-profil:
»At gå ture og tænke over livet kan man godt i 6 måneder, men så stopper legen også der. Tidligere i år fik jeg et mega spændende tilbud om, at blive ny Løve i Løvens Hule og den udfordring accepterede jeg straks.«
»Bliver det en succes? Det ser vi om 10 år, risikoen er stor og ingen kommer sovende til det at bygge små virksomheder store og succesfulde så mit fokus bliver at investere i de rette iværksættere. Det er nogle store sko at fylde ud efter Christian Arnstedt Jacob Risgaard og ikke mindst min gode gamle ven og partner aka Løvernes konge Jesper Buch, men jeg vil gøre mit bedste,« skriver han.
Morten Larsen har også en fortid i Just Eat, inden han stiftede konkurrenten Hungry. Hvilket han også fortalte om, da Din Avis Aarhus mødte ham i hjemmet i Risskov tiilbage i efteråret 2021 kort efter salget af Hungry. Du kan læse portrættet af erhvervsmanden HER.