Fortsæt til indhold

Studerende skal spytte penge i stort solcelleanlæg på skolens tag

Aarhus Universitet håber på at kunne installere solceller på taget i Nobelparken senere på året. Anlægget finansieres blandt andet af de studerende på universitetet.

Aarhus
md

Vejen mod en mere bæredygtig fremtid er brolagt med andelsbaserede solceller. Det er i hvert fald den strategi, som Aarhus Universitet har fremlagt i en pressemeddelelse.

Konkret skal solcelleanlægget installeres på taget af universitetets bygning i Nobelparken og er frugten af et samarbejde mellem Aarhus Universitet selv, Universitetets Energifællesskab F.M.B.A og FEAS Erhverv P/S, der ejer bygningen.

Finansieringen af projektet sker ved såkaldt crowdfunding, hvor interesserede kan købe en andel. Siden der blev åbnet for investeringer i november 2023 har de ansatte og studerende ved Aarhus Universitet kunnet købe andele i solcelleanlægget. Nu er der imidlertid åbnet op for, at alle interesserede aarhusianere og foreninger i byen kan investere i projektet.

Når man som studerende i forvejen lever på en diæt af mestendels havregryn og kartoffelmospulver, er det nok ikke andele i et solcelleanlæg, der prioriteres højst i budgettet. Derfor er prisen på andele gjort ”SU-venlig”, som det fremgår af pressemeddelelsen. Hver andel koster nemlig 1.000 kroner.

Halvdelen af de 1.000 andele, der er sat til salg, er allerede reserveret af studerende og ansatte, men de tre parter bag projektet håber altså at få solgt den sidste halvdel. De oplyser, at anpartshaverne vil modtage økonomisk afkast ved salg af strøm til Aarhus Universitet. Hele beløbet forventes tilbagebetalt i løbet af 10-20 år. Anlæggets levetid er mindst 25 år, fremgår det af pressemeddelelsen.