Parkeringshelvede i Aarhus: Har solgt 5600 licenser - til 3600 pladser
Aarhus Kommune sælger langt flere beboerlicenser, end der er parkeringspladser, så kampen om pladserne er hård.
Hvis du skal parkere i Aarhus, må du væbne dig med tålmodighed.
Også selvom du har betalt flere tusinde kroner for en parkeringslicens. For kommunen sælger langt flere licenser, end der reelt er plads til.
Til stor irritation for borgere, skriver TV2 Østjylland.
»Jeg bliver stresset over det, og jeg synes, det er så træls, fortæller Morten Bowman.
Han bor på Frederiksbjerg og er så træt af parkeringsforholdene, at han overvejer at flytte efter 30 år.
»Jeg har sagt nej til så mange sociale ting i mit liv, og jeg har sagt nej til at køre mine børn til alle mulige ting, fordi jeg ved bare, at når jeg kommer tilbage om aftenen, så er der ingen plads,« fortæller Morten Bowman, der betaler 2500 kroner om året for en beboerlicens.
5.600 borgere på Frederiksbjerg har købt en beboerlicens til de i alt 3.600 parkeringspladser, der ligger inden for zonen.
Stor overbelægning
Men det er langt fra kun et problem på Frederiksbjerg.
I alle byens parkeringszoner er der en gennemsnitlig belægning på 130 procent. Det vil sige, at hver parkeringsplads er solgt 1,3 gange.
På Mølleengen, hvor der er 258 parkeringspladser, er der for eksempel 204 procents belægning.
En anden aarhusianer, som er frustreret over at betale mange penge for en licens uden at være sikker på en parkeringsplads, er Trine Runge Jessen.
»Ens blodtryk kan jo komme helt op at koge, når man har kørt rundt i tre kvarter for at få plads til verdens mindste lille VW Up, og det ikke kan lade sig gøre,« siger hun.
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Nicolaj Bang (K), har ikke ønsket at svare på spørgsmål om sagen.