Fortsæt til indhold

»Exceptionelt byggeri« i Aarhus-forstad er blevet genoplivet efter to år i dvale

Et byggeprojekt, der har ligget i dvale i to år, genoptages i Lisbjerg. Boligforening og fællesråd jubler over nyheden.

Aarhus

I Lisbjerg glæder de sig til at få nye naboer i »nogle lidt sjove og skøre boliger, hvor man kan se beton- og træ-konstruktionerne«.

Det fortæller formand for Lisbjerg byudviklingsudvalg, Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd, Christopher Bering Baden, efter han har modtaget nyheden om, at projektet Circle House atter er kommet på skinner.

Circle House skal være et almennyttigt boligbyggeri, hvor bygherren er Lejerbo. I starten af 2022 begyndte totalentreprenøren Torntoft & Mortensen byggeriet, men glæden var kort.

Kun en måned inde i byggefasen måtte entreprenørfirmaet dreje nøglen om, og lige så hurtigt, som anlægsmaskinerne var rullet ind i Lisbjerg, var de væk igen.

Lige siden har projektet været sat i bero af bygherren Lejerbo, men nu sker der omsider noget.

Lejerbo melder nemlig ud, at man er i gang med en udbudsrunde, hvor entreprenører kan byde ind på projektet. Den fase er der deadline på den 10. maj. Herefter vurderes buddene, og i midten af august forventer Lejerbo at kunne afsløre vinderen.

Christopher Bering Baden bor i et rækkehus i Lisbjerg og sidder i byudviklingsudvalget under Lisbjerg-Skejby-Terp-Kasted Fællesråd. Arkivfoto.

Større boliger velkomne

Christopher Bering Baden hilser Circle House-projektet meget velkommen af flere årsager.

Som han ved flere lejligheder har fortalt til Din Avis Aarhus Onsdag, kæmper Lisbjerg med at fastholde og tiltrække børnefamilier. Til det formål har fællesrådet i Lisbjerg efterlyst flere parcelhusgrunde.

Circle House er ikke parcelhuse, men et almennyttigt byggeri. Men alligevel er det noget af det, som Lisbjerg trænger til.

»Det her er et fedt projekt. Der kommer et større antal store lejemål i Circle House, og det, håber vi meget på, kan hjælpe til med at fastholde børnefamilierne i Lisbjerg,« siger Christopher Bering Baden.

Han påpeger derudover, at Lisbjerg har en relativt lille andel af almenboliger i forhold til resten af Aarhus Kommune.

Illustration: Lejerbo

Banebrydende byggeri

Ud over udsigten til at få et bedre miks i beboersammensætningen i bydelen, ser Christopher Bering Baden også frem til, at Lisbjerg får lov til at huse et fyrtårnsprojekt som Circle House.

Idéen med Circle House er nemlig at bygge cirkulært. Det betyder, at byggeriet skal være særdeles bæredygtigt, og ikke mindst skal stort set alle materialer kunne skilles ad og genanvendes.

»Det her er bare et exceptionelt byggeri,« lyder det fra Christopher Bering Baden.

Illustration: Lejerbo

Anderledes og rigere liv

Mette Hyrup Vilsen er bygge- og udviklingschef i Lejerbo, der er en almennyttig boligorganisation. Ifølge hende er Circle House et attraktivt projekt for virksomheder at arbejde med, fordi det er »visionært og ambitiøst«.

»Mange virksomheder vil gerne have den her reference. Vi arbejder med, at man skal kunne genanvende 90 pct. af materialerne den dag, det bliver pillet fra hinanden igen,« siger hun.

Det kaldes at lave design for adskillelse og går ud på, at der bygges i moduler, som man nemt vil kunne skille ad igen med henblik på genanvendelse. Det er ifølge Mette Hyrup Vilsen udtryk for, at projektet handler om noget, der er »større end Lejerbo«.

»Vi bliver nødt til, hver gang vi sætter noget nyt i gang, eller får et nyt behov, at spørge os selv, om vi kan genbruge materialer. Det er derfor, at det her virkelig understøtter en livsstil, hvor man vil leve anderledes og rigere liv med mere livskvalitet,« siger Mette Hyrup Vilsen.

Lisbjerg bliver mere sexet

Christopher Bering Baden har svært ved at få armene ned over nyheden om det genoptagede Circle House-projekt.

For Lisbjerg, som oplever en rivende udvikling med et befolkningstal, som forventes mangedoblet de kommende år, er det også vigtigt med et projekt som Circle House.

»Når man laver byudvikling, taler arkitekter meget om, at der skal være et åbningstræk. I Lisbjerg har vi flere af dem, i form af fire letbanestop, en supercykelsti og en spritny megafed skole. Men vi mangler noget, der lyder lidt mere sexet, synes jeg. Og der er det sgu ret fedt at have det boligprojekt i Danmark, som er længst fremme i forhold til at levere den grønne omstilling,« siger Christopher Bering Baden.