Rykkede ind i Aarhus i januar: Nu forbyder politiet Bandidos midlertidigt
Det bliver Retten i Helsingør, som skal afgøre, om det vil være i strid med Grundloven at opløse rockerklub.
Politiet har besluttet at nedlægge et midlertidigt forbud mod rockerklubben Bandidos MC i Danmark.
Det oplyser klubbens forsvarer, advokat Michael Juul Eriksen, til Ritzau.
En særlig afdeling af politiet har indkaldt til en briefing af pressen klokken ti onsdag. Her vil National Enhed for Særlig Kriminalitet orientere om udviklingen i forbudssagen.
Politiets afgørelse om et forbud betyder, at sagen skal indbringes for retten.
Det bliver Retten i Helsingør, som skal afgøre, om det vil være i strid med Grundloven at opløse foreningen.
Umiddelbart betyder forbuddet, at det vil være ulovligt at færdes i det offentlige med rygmærker og andre kendetegn.
4. april annoncerede justitsministeren, at en forbudssag blev indledt, og derefter fik Bandidos en frist til at gøre indsigelser. Dette svar sendte advokat Michael Juul Eriksen til politiet 6. maj.
Bandidos i Østjylland
I aarhus holder klubben til på Jens Juuls Vej 8 i Viby, viser avisens research.
Ifølge Ekstra Bladet har den nye Aarhus-afdeling af Bandidos ni-ti fuldgyldige medlemmer, og de kan altså på Jens Juuls Vej 8 boltre sig på 128 kvm. beboelse og 155 kvm. kælder, fremgår det af de offentlige registre.
Derudover er der til adressen tilknyttet et større værksted og to udhuse.
Men ifølge avisens oplysninger har Bandidos haft til huse på stedet siden slutningen af januar - og det er ikke gået helt upåagtet hen.
For tilbage i starten af februar kunne man se billeder af ejendommen, der var omkranset af politiets afspærringsbånd.
Årsagen var, at der natten til 5. februar var blevet knust en rude og noget smidt ind, som havde startet en mindre brand.
Østjyllands Politi efterforskede sagen som forsøg på bevidst ildspåsættelse og efterlyste i den forbindelse vidner, men siden har offentligheden intet hørt til sagen.
Med nyheden om Bandidos’ indtog på adressen er det en nærliggende tanke, at der var tale om et brandattentat mod rockerklubben, og derfor har avisen spurgt Østjyllands Politi, om man anser hændelsen for at være et angreb på Bandidos, og om man har nogen sigtede eller mistænkte i sagen.
Politiet er dog ikke vendt tilbage på vores henvendelser.