To forstadsbyer »mødes på midten« for anden gang til stor byfest
Beder og Malling stabler for andet år i træk en stor byfest, der byder på et vælg af aktivitetsmuligheder, på benene.
Få kilometer adskiller de to Aarhus-forstæder Beder og Malling. Midtimellem dem ligger Egelund, hvor det fælles forenings- og idrætstilbud har hjemme.
For andet år i træk bliver Egelund epicentret i den store byfest, der med arrangørernes egne ord gerne skal resultere i »liv og glade dage når flere generationer mødes på kryds og tværs af bygrænser, boligforeninger og bøgehække«.
Det er lørdag 1. juni, at gruppen af frivillige bag arrangementet sammen med et væld af sponsorer inviterer til byfest under mottoet »To byer mødes på midten«.
Klokken 9.00 starter dagens program med morgensang ved det lokale kor Coritma og velkomsttale ved byrådsmedlem Jesper Kjeldsen.
Derfra er der mulighed for de gæstende for at deltage i alt fra fodboldturnering, Lego-workshop, discgolf og friluftsaktiviteter ved den lokale spejderforening.
»Det har været en præmis fra starten, at vi kontakter de lokale foreninger og virksomheder,« fortæller Kaspar Knudsen, en af de frivillige bag byfesten.
Kaspar Knudsen husker med glæde tilbage på byfesten i 2023, hvor den for første gang løb af stablen.
»Vi registrede ikke, hvor mange gæster, der kom, men vi var i hvert fald på over 1.500 gæster. I år håber vi meget på at komme op på 2.000,« siger han og bemærker, at vejret på dagen selvfølgelig er en vigtig faktor for besøgstallet.
Det er gratis at komme til byfesten, hvor man vil kunne købe mad- og drikkevarer. Også på denne front, er det lokale kræfter, der stiller op. Smørrebrød, tapas, pulled pork og pølsevogn er på menuen i løbet af dagen. Om aftnen diskes der op med en såkaldt sommer-grillbuffet.
De fire B’er
Mens poderne nok møder rigeligt med tilbud i løbet af dagtimerne, er der også sørget for, at der er mere voksenrettede indslag hen mod aftenen.
»Om aftnen er der teltfest, en voksenteltfest,« siger Kaspar Knudsen, og uddyber:
»Der vil være livemusik og noget vi har kaldt Bord-Bænk-Bajer & Bingo med musikbingo.«
Livemusikken står Ballroom Breakers for, og desuden vil DJ Serdal spille op ud på de sene timer.
Byfesten i Egelund er som nævt gratis at tage til. De beskedne intægter skal dække udgifterne og så håber Kaspar Knudsen naturligvis på et lille overskud.
»Sidste år lavede vi et lille overskud. Det fungerer som underskudsgaranti i år. Og ellers vil et overskud blive internt, så vi bruger det til næste års fest eller til projektet med at udbygge Egelund-centeret,« siger Kaspar Knudsen.