Undrer sig over spærret vej i Aarhus-forstad: Ikonisk skyskraber i New York tog kun 410 dage at bygge
»Det har da været usædvanligt, at der har været så mange måneder, hvor vi ikke har kunnet lave noget derude,« siger kommunal projektleder, der varsler endnu en »væsentlig« forsinkelse i Mårslet.
Hvad har udvidelsen af en mindre tilkørselsvej i Mårslet at gøre med en ikonisk skyskraber i New York?
Umiddelbart ikke så meget - skulle man tro.
Men Jens Peter Engedal fra Mårslet har alligevel med det, man vel godt kan kalde en ekstraordinær sans for perspektivering i et kort facebook-opslag blotlagt en lokal kilde til frustration og undren. For et mindre stykke af Tandervej er i disse dage - og nok engang igen - afspærret på grund af vejarbejde. Et vejarbejde, der må siges at trække ud.
Næsten 300 reaktioner har Jens Peter Engedal fået på sit opslag i den lokale facebook-gruppe i Mårslet, og cirka halvdelen med en såkaldt grine-emoji:
»17. marts 1930 startede man konstruktionen af The Empire State Building.
410 dage efter, den 1. maj 1931, var den godt 440 meter høje bygning færdig. På det tidspunkt, og i mange år frem, verdens højeste.
7. december 2022 åbnede Giber Ringvej. Ca. 540 dage efter har man stadig ikke fået færdigbygget en ca. 150 meter lang tilkørselsvej. (Tandervej).,« skriver Jens Peter Engedal.
Engang fløj vi til månen
Opslaget har også fået flere kommentarer med sig, som understreger en lokal undren over, hvorfor vejarbejdet har trukket ud, tilsat en sukken efter moderne fremskridt.
»Da jeg var dreng, fløj vi til månen. Sidenhen opfandt vi både unplugged musik og dogmefilm!,« skriver en.
En anden noterer sig:
»I 1930 tog det fem dage for et brev at komme fra Århus til København, i dag tager det syv, hvis det i det hele taget kommer frem.«
En tredje skriver blot:
»Tænker ikke dem, der prioriterer i projektet, bor i Mårslet.....«
Og så er er der også en fjerde, der helt og aldeles mener, at skiltningen - eller nok nærmere tegnsætningen - ved afspærringen skulle laves om, så »Kør langsomt. Vejarbejde«-skiltet bliver lavet om til: »Kør. Langsomt vejarbejde«.
Men hvorfor har tilkørselsvejen til Giber Ringvej, der kobler Mårslet på den store ringvej taget så lang tid at komme i mål med, som de mange lokale kommentarer antyder? Og hvad er status egentlig på vejarbejdet i dag?
Det tog vi en snak med Chris Harlev Thomsen om, som er projektleder hos Vejanlæg og Bydesign i Aarhus Kommune, og ved en del om arbejdet på Tandervej.
Util(regn)eligt vejr
»Jeg har ikke selv set opslaget, men jeg er blevet orienteret af nogle kollegaer,« siger Chris Harlev Thomsen.
I en hurtig vending kan man godt læse Jens Peter Engedals opslag, som at kommunen har brugt 540 dage på at udvide det mindre stykke af Tandervej. Men de cirka 540 dage er fra den dato, hvor det store Giber Ringvej-projekt blev færdigt og kunne åbne allerførste gang, og den udregning er der en særlig årsag til, lyder det fra manden bag opslaget:
»Man laver en omfartsvej (Giber Ringvej, red.) uden at etablere den endelige tilkørselsvej (Tandervej, red.) til en meget stor del af byen… Dårligt/elendigt planlægningsarbejde, mener jeg og resten af byen,« skriver han i en besked til avisen.
Så lang tid er der dog ikke brugt på selve vejarbejdet på den korte strækning. For arbejdet med hovedindfaldsvejen til Mårslet begyndte man først på 4. september 2023.
Altså for ”kun” cirka 270 dage siden. Men her måtte arbejdet allerede indstilles 17. november. Og i virkeligheden har man nok kun været på stedet i lidt under halvdelen af den tid - med cirka 126 dage fordelt over 2023 og 2024.
Og det skyldes i høj grad udfordringer med vejret, pointerer Chris Harlev Thomsen.
For da man gik i gang i starten af september sidste år, måtte man udskyde arbejdet undervejs på grund af vådt vejr, inden massive mængder regn i november gjorde, man endegyldigt trak stikket på vejarbejdet. Noget som vi også tidligere har beskrevet her i avisen.
Først i april vurderede man så, at det var et forsøg værd at genstarte arbejdet.
»Vi har været udfordret af mange våde måneder - både i efteråret og foråret. Vi havde så planlagt at starte arbejdet igen 1. april, men april blev så den vådeste april, der nogensinde er målt, så derfor fik vi igen en svær opstart. Vi udførte noget forberedende arbejde der, men vi kom først rigtigt i gang her i maj, og siden da har vi arbejdet så hurtigt igennem, som det nu kan lade sig gøre,« siger Chris Harlev Thomsen.
Usædvanlig lang tid
Arbejdet - som er blevet udskudt - går ud på at udvide den del af Tandervej, som strækker sig mellem rundkørslerne ved Nymarks Allé og den nye Giber Ringvej, så biler i fremtiden ikke skal køre ud i rabatten, når de passerer den modkørende trafik, og så skal der også anlægges en dobbeltrettet cykelsti.
»I det her tilfælde er det, fordi vi primært arbejder på stien i første omgang, og det er jo hen over en bar mark, og hvis man udfører anlægsarbejde, mens jorden er våd, så risikerer man at ødelægge råjorden, som skal understøtte stikonstruktionen, og derudover så går arbejdet langsomt, selvom man forsøger at være effektiv - bl.a. fordi man i nogle tilfælde også kan komme til at sidde fast,« siger Chris Harlev Thomsen.
Man kan forcere anlægsarbejdet på forskellige måder. Eksempelvis ved at udføre en såkaldt kalkstabilisering på det mudrede føre, hvilket laver en kemisk proces, som stabiliserer jorden - men det er samtidig også en meget dyr løsning, lyder det fra Chris Harlev Thomsen - og der har man i dette tilfælde vurderet, at det var bedre at forlade pladsen og vende retur, når vejret var bedre..
»Det er ikke unormalt, at vejarbejde bliver påvirket af regn og vejr, og man indregner også, at der er nogle dage, hvor man ikke kan arbejde. Det er helt normalt faktisk, men det er nok også noget, som vi må forvente, at vi vil ser mere og mere af på grund af klimaforandringer, og at man forventer, at der kommer mere nedbør i fremtiden. Alt det kan betyde, at vi kommer til at se nogle justeringer i forhold til, hvor lang tid man kan forvente sådan nogle vej-projekter tager,« siger Chris Harlev Thomsen og tilføjer:
»Og det har da været usædvanligt, at der har været så mange måneder, hvor vi ikke har kunnet lave noget derude«
Må nok udskyde igen
Deadline for arbejdet har nemlig forskubbet sig en del.
I september 2023 troede man, at man kunne være færdig allerede i oktober - senere håbede man at kunne være færdig inden jul. Men de tanker måtte man trække stikket på i november, så arbejdet blev sat på pause hen over vinteren - og afspærringerne fjernet. Så prøvede man at komme i gang igen i april, men først i maj kunne det lade sig gøre at arbejde på Tandervej igen.
I dag skilter man med, at afspærringerne er væk 14. juni. Men igen igen må de lokale nok væbne sig med lidt ekstra tålmodighed - for kommunen har i sidste uge fået at vide af entreprenøren, at tidsplanen, der siger 14. juni ikke kommer til at holde.
»Entreprenøren har netop meddelt, at de forventer at blive væsentligt forsinket i forhold til den 14. juni. Det er beklageligt, da vi udmærket er klar over, at det betyder meget for beboerne i Mårslet. Vi tager en snak med entreprenøren om, hvorfor det aftalte tidspunkt ikke overholdes,« siger Chris Harlev Thomsen, der heller ikke har fået klarlagt, hvad årsagen til forsinkelsen er endnu.