Fortsæt til indhold

Truet lufthavn sikret for en stund: Får hjælp af banken

Aarhus Airport har fået en kassekredit i banken, så driften kan opretholdes.

Aarhus

Aarhus Airport har sikret sig, at lufthavnen kan operere resten af året, uden at ejerkommunerne skal komme med en akut redningspakke.

Det fortæller bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen.

Lufthavnen har fået en kassekredit i banken, og dermed er der for en stund en løsning på den alvorlige pengemangel. I 4. kvartal løber den tør for penge, og den mangler 120 mio. kr. for at holde sig oven vande indtil 2026, hvor man håber på at have balance i regnskabet. Derfor har der været behov for at finde finansiering til at fortsætte driften.

Ifølge bestyrelsesformanden har lufthavnen valgt kassekredit-løsningen, fordi der er positive takter ift. at finde en investor.

»Der er en tæt dialog med en konkret investor, som vi har tiltro til kan munde ud i noget konkret i løbet af tredje kvartal. Det gør, at vi ikke behøver at gå til ejerkommunerne for at finde en økonomisk løsning på den korte bane. Det vil vi hellere vente med til, hvis de nuværende forhandlinger ikke munder ud i noget positivt. Derfor har vi sikret vores likviditet ved at få en kassekredit i banken, som vi kan trække på, hvis vi får behov for det i 2024,« siger Lars Dige Knudsen.

Hvor længe kan I trække på den, og hvor stor er den?

»Det handler om, at der skal være tilstrækkelig likviditet til at sikre fortsat drift, og det har vi. Så ved vi, inden 2024 går på hæld, om vi har en løsning på plads, eller om vi skal drøfte løsninger med ejerkommunerne.«

Du vil ikke sige, hvor stor kassekreditten er?

»Nej, det er sådan set underordnet. Vi har den likviditet, vi skal bruge.«

Ifølge lufthavnsformanden har det ikke været nødvendigt, at ejerkommunerne, Aarhus, Syddjurs og Norddjurs, skulle stille sikkerhed eller kaution for kassekreditten overfor banken.

»Hele lufthavnen er ubehæftet. Terminalbygningen, baneanlægget, tekniske anlæg, maskiner og inventar skylder vi ikke penge i. Det er alt sammen finansieret via egenkapital, så der er sikkerhed i det,« forklarer han.

Ifølge seneste årsregnskab udgjorde lufthavnens materielle anlægsaktiver, bygninger, grunde, baner m.m., en værdi på ca. 298,5 mio. kr. i starten af 2023.