Møde om vindmøller giver modstandere håb: »Jeg håber ikke, de er argument-resistente«
Forening, der kæmper mod vindmølleprojektet på Vosnæs, var torsdag aften vært for debatmøde.
Vejen mod nye vindmøller på land er som regel brolagt med protestester fra utilfredse naboer.
Således har Aarhus Kommunes projekt med rejsning af tre 150 meter høje vindmøller på Vosnæs, nord for Aarhus, også mødt heftig modstand.
Naboer, naturglade østjyder og sågar Syddjurs Kommune har tilsammen dannet et kritisk kor. En del privatpersoner, der ikke ønsker møllerne realiseret har organiseret sig i Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs, som torsdag aften den 30. maj, havde inviteret politikere fra Aarhus og Syddjurs Kommune til politisk paneldebat.
Skæring Skoles festsal dannede ramme om mødet, hvor både modstandere og fortalere fra byrådet i Aarhus Kommune var til stede.
Dan Enkelund, formand i Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs, siger dagen derpå, at mødet gik godt, og at det var lydhøre politikere, der var mødt frem.
»De kom frem til at sige, at der skal være en ordentlighed i tingene, og vi var jo begejstrede for, at de faktisk sagde, at de godt kunne forestille sig en løsning, hvor de her møller ikke skal realiseres,« siger Dan Enkelund.
»De« som Dan Enkelund omtaler, er Solveig Munk fra Enhedslisten, Steffen Wich fra Socialdemokratiet og Liv Gro Jensen. De tre politikeres respektive partier har været for etableringen af vindmøllerne ved Vosnæs.
Steffen Wich havde en positiv oplevelse på Skæring Skole torsdag aften, hvor han synes der var en »rigtig god, demokratisk grundstemning«.
»Det var rigtig fint at komme ud og blive klædt på og høre borgerne,« siger han.
Grønt signal
Ifølge Dan Enkelund er vindmølleprojektet et grønt signal, som byrådet vil sende. Noget som »blev sagt flere gange af politikerne« på torsdagens møde.
»Hele vejen rundt var man enige om, at vindmøllerne ikke producerer ret meget strøm i forhold til, hvad der er behov for i Aarhus. Derfor er det blot et signal,« siger Dan Enkelund.
Den udlægning er Steffen Wich imidlertid ikke helt enig i.
»Det er ikke helt rigtigt. Vi vil gerne gøre noget ved den grønne omstilling, og der er vindmøller en del af det. Det er ikke at sende et signal,« siger Steffen Wich, der er åben over for, at der kan være alternative løsninger:
»Selvfølgelig kan der det. Det er jo også derfor, vi stiller op. Det er for at få alle de her input. Jo mere vi har været i kontakt med borgerne og hørt deres indspark, desto bedre er vi klædt på, når aftalerne skal udmøntes.«
Ifølge socialdemokraten er hele projektet stadig så spædt, at det slet ikke er blevet behandlet af politikerne. Den oprindelige aftale er lavet før Steffen Wich kom ind i byrådet, og derfor vil han ikke tage stilling til, om der skal vindmøller op ved Vosnæs.
»Det aner jeg ikke. Vi går ind for vindmøller i Aarhus,« siger han.
Hos Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs slår formand Dan Enkelund fast, at man er for klimahandling:
»Vi synes, det er en god ting, at man er ambitiøs på klimaets vegne, men jeg synes, det er rimeligt indlysende, at det ikke er en rigtig måde at forvalte på. Vi ser gerne, at der etableres effektive og rationelle løsninger, som der er opbakning til, hvilket dette ikke er. Jeg håber da, at de ikke er så argumentresistente, at de ikke kan se, at det måske er en uhensigtsmæssig måde at arbejde på.«