Ny forening i kamp mod vindmøller: »Man sætter ikke sin skraldespand i naboens indkørsel«
Trods massiv borgermodstand i området arbejder det politiske niveau nu videre med planen om at opsætte 150 meter høje vindmøller ved Vosnæs, cirka en kilometer fra Syddjurs Kommune.
På tværs af kommunegrænsen mellem Aarhus og Syddjurs er borgere samlet i en ny forening, der kæmper mod opstilling af vindmøller ved Vosnæs.
»Vi er ikke imod vindmøller, men vi er imod vindmøller på Vosnæs. Og vi er en blanding af syddjurs-borgere og aarhusianere,« siger Dan Enkelund, der er formand for Foreningen mod vindmøller Ved Vosnæs, som på sin facebookside i skrivende stund har 259 medlemmer.
Modstanden mod vindmøller på netop denne placering har for alvor taget fart, siden Aarhus Kommune afholdt et borgermøde i september. På mødet blev projektet, som NRGi Renewables står bag, præsenteret. Flere borgere, herunder Dan Enkelund, kaldte mødet »katastrofalt«, da ingen politikere stillede op, og en mand måtte endda eskorteres derfra og endte med at slå en kommunal ansat på vej ud.
»Der var slet ikke lagt op til dialog,« siger Dan Enkelund.
Efterfølgende kom der knap 400 høringssvar, som for langt størstedelens vedkommende var stærkt kritiske over for vindmøller ved Vosnæs og et muligt solcelleanlæg ved Studstrup. 295 heraf handlede om Vosnæs-projektet, oplyser kommunen.
For foreningen er valget af Vosnæs »en kæmpe fejl« af flere årsager.
»Det er først og fremmest et kæmpe overgreb mod naturen,« siger Dan Enkelund, der til daglig er projektudvikler ved Birch Ejendomme og bor på Kaløvej i Syddjurs Kommune.
Al fritiden går med at læse rapporter og sætte sig ind i vindforhold, vindmøllers produktivitet og støjgener. Han hæfter sig blandt andet ved ”Miljørapport – miljøvurdering af forslag til temaplan for landskab”, som Aarhus Kommune har lavet i samarbejde med ingeniør- og arkitekturrådgivningsfirmaet Cowi i 2021.
»Når man læser den rapport, så tænker man jo, at det er en god og fin rapport, der netop understreger, at det er et bevaringsværdigt landskab. Så kan man da ikke vælge at placere vindmøller her. Men jo, det gør man. Og det er helt skandaløst,« siger Dan Enkelund og tilføjer:
»Jeg kan ikke se, hvorfor de arealer er velegnede. Hvor er argumentationen for det?«
Ingen hørt i Syddjurs
Derudover kritiserer foreningen, at Aarhus Kommune vælger en placering, der ligger så tæt på Syddjurs Kommune, men samtidig ikke hørte syddjurs-borgerne i området ved den første høringsrunde:
»Vi blev slet ikke hørt i 2016. Hvorfor blev vi ikke det? Da man gik fra otte udpegede områder til tre. Det er altså ikke godt naboskab. Og at man vælger en placering klos op ad et udsigtsfredet område i Syddjurs, svarer jo til, at man sætter sin skraldespand i naboens indkørsel. Jeg synes, det er dybt kritisabelt, at Aarhus Kommune træffer så afgørende beslutninger for borgere på den anden side af kommunegrænsen,« mener Dan Enkelund.
Er det ikke altid sådan, at ingen vil have vindmøller i deres egen baghave?
»Come on, det, synes jeg, er så pinligt at høre. Og er det så ikke Aarhus, der ikke vil have dem i sin baghave? For man kan jo ikke finde et sted, der er længere væk fra byen end det her naturskønne område. Hvis man mente noget med det, så skulle man placere dem i nærheden af byen.«
Er det intet sted i det her store, ikke tætbefolkede område, hvor en vindmølle kunne stå?
»Det kan jeg slet ikke forestille mig. De er 150 meter høje. Og så skriver kommunen, at vindmøllerne skal tilpasses området. Men hvordan skal man gøre det? Du kan jo ikke ændre på , hvordan en vindmølle ser ud. De vil kunne ses næsten hele bugten rundt,« siger Dan Enkelund og stikker en pegefinger i vejret.
»Hørte du det? Det var en havørn. Dem vil vindmøllerne jo komme til at kræve sine ofre af.«
Formanden bekymrer sig også over den medfølgende støj.
»Herude er der jo ikke støj, her er stille. Placer dog i stedet møllerne et sted, hvor der er støj i forvejen.«
Han peger i stedet på at placere møllerne i nærheden af industri eller infrastruktur.
»Studstrupværket ligger i horisonten, ja. Men vi har altså også et bevaringsværdigt naturområde, som i århundreder har været et åndehul for vandrere og lystfiskere. Det vil tre kæmpe vindmøller ødelægge. De bliver jo hver især højere end Lighthouse.«
Foreningen sætter også spørgsmålstegn ved beregningerne af, hvor meget strøm vindmøllerne vil kunne producere.
»Det er ren symbolpolitik. Selv hvis der er tale om strøm til 12.000 husstande, så er det jo forsvindende lidt i forhold til Aarhus Kommunes samlede energiforbrug. Står det mål med sådan et kæmpestort indgreb? Det mener jeg slet ikke, at man behøver at svare på. Det er åbenlyst, at der ikke er sammenhæng mellem gevinst og gener,« mener Dan Enkelund og tilføjer:
»Og det er uambitiøst. Kom nu med en ordentlig plan, som vi alle sammen kan tilslutte os.«
Rådmanden i tale
I en måned ventede foreningen på et svar fra rådmand for Teknik og Miljø Nikolaj Bang (K). Foreningen har henvendt sig til ham for at få ham til at forholde sig til dens kritikpunkter. Svaret kom 6. marts.
»Det virker, som om han ikke har den store interesse i at kommunikere med folk. Min store frygt er, at det her katastrofale projekt bliver gennemført, uden at det politiske niveau har sat sig ordentligt ind i det,« siger Dan Enkelund.
Rådmanden har nu inviteret sig selv på besøg og afsætter en time til besøget 14. marts.
»Det har vi selvfølgelig takket ja til. Og nu går vi ind til det og tror på det bedste. Men en time er da ikke meget.«
I forbindelse med, at det er »politisk besluttet« at gå videre med vindmølleprojektet, er der foretaget nogle justeringer, oplyser kommunen på hjemmesiden.
Det drejer sig dels om, at man rykker placeringen af vindmøllerne cirka 100 meter mod øst for at friholde en markvej og strandbeskyttelseslinjen. Man vil etablere og forbedre områdets stier og en rekreativ gåtursrunde for fodgængere langs vindmøllerne og rundt om Vosnæs Pynt. Den skrå vindmølleplacering udgår, og så tilbyder NRGi Renewables medejerskab på 20 pct. til de nære naboer inden for otte gange møllernes totalhøjde (1.200 meter).
Det er dog ikke noget, der imponerer Dan Enkelund:
»Det er for mig at se spin. Der er ikke noget nyt i at tilbyde medejerskab. Det har man talt om i lang tid. Jeg betragter det som noget, de skal. Jeg tror ærlig talt ikke, der er ret mange, der er interesseret i en ny sti. Hvorfor skal dette fine område urbaniseres med fine stier?«
En reel form for kompensation vil ifølge Dan Enkelund være, at man kiggede på det økonomiske tab, husejerne i området får. Han fortæller, at han allerede har forsøgt at få en ejendomsmægler til at vurdere huset.
»Men skaden er allerede sket. For jeg kan ikke få en vurdering af huset uden at tage højde for, at vindmøllerne er på vej.«
Han fortæller, at de er mange i området, som vil have svært ved at se en fremtid i deres huse, hvis vindmøllerne kommer.
»Jeg kan virkelig ikke forestille mig at bo der, hvis jeg hver morgen skal stå op og se ud på den natur, som jeg holder så meget af, og så høre vindmøllerne i stedet for havørnen.«
Ingen kommentarer
Før mødet med Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs torsdag ønsker rådmand Nicolaj Bang ikke at udtale sig til herværende avis. Redaktionen har fået oplyst fra hans magistratsafdeling, at beslutningen om at gå videre med projektet er blevet drøftet på et rådmandsmøde 5. februar.