Fortsæt til indhold

Polly Dutschke bliver ny forstander på Stefanshjemmet

Polly Dutschke, som sidder i Aarhus Byråd for Radikale Venstre, begynder efter sommer i nyt job som forstander for Stefanshjemmet.

Aarhus
jwh

For fire måneder siden kunne byrådsmedlem Polly Dutschke afsløre, at hun skiftede Socialdemokratiet ud med Radikale Venstre, og nu kan hun fortælle om et nyt skifte.

Denne gang er det på jobfronten, at der sker ændringer. For 1. august rykker Polly Dutschke, som i dag er forstander på plejehjemmet Augustenborggade, til Stefanshjemmet, hvor hun ligeledes skal være forstander.

Det oplyser Polly Dutschke selv i en pressemeddelelse.

»Jeg vil forfølge og styrke Stefanshjemmet som et sted, der bobler af livsudfoldelse og frihed. Jeg vil sammen med meget dedikerede medarbejdere og en bestyrelse sikre beboerne optimal selvbestemmelsesret. Det kræver, at vi i såvel tanke som i handling respekterer, at man har ret til og mulighed for at definere og mestre sit eget liv,« siger hun og fortsætter:

»Derfor er jeg også glad for det livssyn der præger hjemmet. Et livssyn af næstekærlighed, hvor den diakonske tilgang skaber unikke rammer for hver eneste beboer.«

Stefanshjemmet, som ligger ved Strandvejen nær Marselisborg, er et socialpædagogisk botilbud og aktivitetscenter til mennesker, der har et fysisk handicap. Der er 150 medarbejdere på hjemmet. Det er en selvejende institution, som har driftoverenskomst med Aarhus Kommune.

Bestyrelsesformand Jens Maibom Pedersen ser frem til, at Polly Dutschke begynder efter sommer:

»Jeg er meget glad for at Polly Dutschke har sagt ja til at blive forstander for Stefanshjemmet. Polly har skabt fantastiske resultater i sit tidligere job og været en rigtig god leder, og det har skabt stærke tværfaglige team i et rigtig godt arbejdsmiljømiljø. Jeg er helt sikker på, at hun vil videreføre Stefanshjemmet stolte traditioner, høje faglighed og gøre det til et endnu bedre sted for beboerne.«

Jobskiftet får ikke betydning for Polly Dutschkes politiske karriere. Hun fortsætter således med at sidde i Aarhus Byråd for Radikale Venstre.