Fortsæt til indhold

»Det er respektløst at smide affald alle mulige andre steder end i affaldsspanden«

Aarhus Kommune vil med ny kampagne sætte fokus på de små stykker affald, som er den mest hyppige type skrald i byrummet.

Aarhus
jwh

Tænker du over, hvor du gør af tyggegummiklatterne, cigaretskodderne eller de brugte snusposer?

Hos Aarhus Kommune er oplevelsen, at små stykker affald er den mest almindelige type i byrummet. Med kampagnen ”Småt affald - Stort problem” håber kommunen derfor, at flere vil huske at lægge affaldet skraldespandene. Aarhus Letbane er i år med til at sætte fokus på de store problematikker, som de små stykker affald efterlader.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har udsendt.

»Det er respektløst at smide affald alle mulige andre steder end i affaldsspanden. Vi har et fælles ansvar for at holde byen ren og fri for plast og andre forurenende stoffer, der potentielt kan skade både mennesker, dyr og miljøet,« siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø.

Skod, tyggegummi og snus kan ligge på gaden og i naturen i årevis, før de bliver nedbrudt og ikke længere kan ses med det blotte øje. Men når de bliver nedbrudt, er de stadig et stort problem. Alle tre affaldstyper kan nemlig indeholde giftige stoffer og mikroplast, som bliver naturen og vandmiljøet.

Kampagneindsatsen fokuserer især på lokationer i Aarhus, hvor der ligger særlig meget småt affald. Det er for eksempel ved populære opholdssteder som Mølleparken og Hipsterhøjen samt ved trafikale knudepunkter, som busstoppesteder og togstationer.

Netop det sidste er noget, Aarhus Letbane oplever. Derfor er de en del af kampagnen i år, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ny kampagne i Aarhus skal få byens borgere til at blive mindet om at smide de små stykker affald i skraldespanden. Foto: Aarhus Kommune

»Vi oplever en del småt affald på og langs vores perroner, og i vores tog hvor det bl.a. sætter sig i mellemrum ved vinduer og sæder. Det er vanskeligt at gøre rent, og det er dyrt og ressourcekrævende,« siger Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Vi bakker derfor op om denne indsats sammen med Aarhus Kommune. Vi vil meget hellere bruge pegene på at gøre det bedre for passagererne, så de kan komme nemt, hurtigt og sikret frem.«.

I løbet af sommeren kan man se opfordringen til at smide skod, tyggegummi og snus i affaldsspanden på flere letbanetog, ligesom man kan møde asfaltgrafik på perroner og bliver mindet om budskabet på perronernes skærme. Kampagnens budskab er også at finde på

Derudover vil byens unge affaldsambassadører Trash Taskforce sætte fokus på de små stykker affald, afholde små events, uddele lommeaskebægere og tale med aarhusianerne om affalds-adfærd.