Ny genbrugsstation åbnet i Aarhus-bydel - men det kan være, at den flytter
Kredsløb har netop åbnet Aarhus' anden nærgenbrugsstation. Her kan byboerne både komme af med det store affald og bytte sig til nyt inventar.
Nu behøver de mange lejlighedsbeboere på Aarhus Ø ikke længere gruble over, hvordan de skal komme af med det affald, som ikke kan være i de almindelige beholdere.
For i lørdags åbnede Aarhus’ anden nærgenbrugsstation i Sverigesgade 12. Her kan der afleveres affald som f.eks. træ, elektronik, flamingo, farligt affald, jern og metal, som bydelens beboere tidligere skulle have med på en af kommunens seks genbrugsstationer eller bestille til storskrald.
»Formålet er at gøre det lettere for dem, der bor inde i midtbyen. Vores genbrugsstationer er jo primært besøgt af folk fra villaområderne og som har adgang med bil og trailer. Det her gør det muligt, at man kan komme af med de fraktioner, som ikke bliver hentet i den almindelige affaldsindsamling, på en nem måde, som jo faktisk er i gåafstand,« forklarer Lars Banke, der er chef for Affald og Genbrug hos Kredsløb.
På den nye nærgenbrugsstation er det også muligt ved brug af MitID at udveksle genbrug, som det er kendt rundt omkring i bytteboxene i midtbyen og fra den hedengangne Reuse i Sydhavnen.
Det er den anden nærgenbrugsstation, som Kredsløb åbner i Aarhus på lidt over et år. Den første ligger på Godsbanen, hvor omkring 1.500-2.000 beboere hver måned benytter sig af muligheden for at komme af med affaldet eller bytte sig til genbrug.
Kan flyttes
Begge steder er der tale om forsøgsperioder på to år, hvorefter det vil blive vurderet, om det giver mening at fortsætte med en nærgenbrugsstation.
»Med al den udvikling, som sker på Aarhus Ø, så vil der være en eller anden grad af midlertidighed over den nuværende placering. Vores kontrakt udløber engang i 2026 på den placering, vi har nu,« fortæller Lars Banke og forklarer samtidig, at genbrugsstationen nemt kan flyttes til et andet sted:
»Tanken er overordnet set, at der også bliver tænkt genbrug ind i selve infrastrukturen og opbygningen, så genbrug ikke bare er noget, man henter, stiller og bytter derinde, men at man bevæger sig i en infrastruktur, som kan genbruges andre steder. De containere, der udgør nærgenbrugsstationen, kan afmonteres, læsses på en lastbil og køres hen til en ny placering i byen, hvis de på et tidspunkt skal det.«
I løbet af den toårige forsøgsperiode vil Kredsløb undersøge effekten af, om flere borgere slipper for køreturen til genbrugsstationen ved i stedet at benytte nærgenbrugsstationen til at aflevere genbrug og affald. Derefter vil Kredsløb kigge på, om det giver mening at udvide konceptet til flere områder i Aarhus.
»Men vi har ikke konkrete planer lige nu, og det afhænger jo også endeligt af, at der netop skal være tilgængelige arealer, for at det kan lade sig gøre, så der skal vi også finde de rigtige placeringer,« fortæller Lars Banke.
Byens - indtil videre - to nærgenbrugsstationer har åbent fra kl. 7-21 hver dag. Som noget nyt afprøver Kredsløb muligheden for at aflevere affald uden brug af MitID på Aarhus Ø. Bytteområdet skal dog tilgås med MitID.