Naboer føler sig taget på sengen af kommunen: »Det er chokerende«
Beboerne omkring Aarhus Vinterherbergs kommende placering føler sig alt andet end inddraget. De kommer til at blive orienteret, lyder det fra kommunen.
Udsigten til at dele nabolag med et vinterherberg har fået en gruppe borgere i Holme op på dupperne.
Aarhus Vinterherberg kan nemlig ikke bevare sin placering ved det nedlagte amtssygehus nær midtbyen. I stedet kommer Aarhus Kommune til at stille en bygning på Nygårdsvej 29 i Holme til rådighed for herberget.
Allerede fra november.
Det er en beslutning, som først for ganske nyligt er kommet de kommende naboer for øre. Og det er de ikke tilfredse med.
Det fortæller Brian Sten Larsen, der er afdelingsbestyrelsesmedlem i Kalkærparken, der ligger i kort afstand til den kommende herbergsplacering. Han taler efter eget udsagn på vegne af 380 beboere.
»Vi har i forvejen en problemstilling med et botilbud for psykisk syge misbrugere, så det her er utrygt. Den første tryghed, der kan gives, det er ved, at kommunen selv kommer ud og fortæller, hvad det er, de påtænker at gøre i området,« siger Brian Sten Larsen.
De allerede eksisterende problemer, der ifølge Brian Sten Larsen knytter sig til botilbuddet, handler om »småkriminalitet«, som han kalder det. Tyverier, indbrud, hærværk. Og så er der de mange fund af piber, kanyler og sprutflasker, der undertiden findes i sandkasserne i området.
Vil gerne lytte
Aarhus Kommune bekræftede onsdag over for avisen, at planen er at flytte herberget til Holme. En placering, der ifølge Henriette Halgaard Rasmussen, driftschef for Job, Udsatte og Socialpsykiatri, er skønnet som den bedst egnede.
Hun understreger, at det foreløbigt ikke er endeligt besluttet, men »påtænkt«, da organisationerne bag Aarhus Vinterherberg fortsat afventer, om de modtager statslige midler til foretagendet. Hun siger dog samtidigt, at man er »ret langt« i processen.
Hvorfor har I ikke orienteret beboerne derude tidligere i forløbet?
»Vi kan jo ikke orientere om noget, før vi ved, om det bliver en realitet. Det er en kommunal beslutning, hvor et vinterherberg skal ligge. Det er ikke noget, der er nogen høring på,« siger Henriette Halgaard Rasmussen, der gerne vil understrege:
»Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi ikke vil lytte. Det vil vi altid gerne. Men det kommer nok ikke til at betyde, at vi placerer herberget et andet sted.«
Hun forklarer, at dialogen med naboerne ikke kommer til at omhandle placeringen af herberget, men om, hvad det betyder for dem, og hvad de skal gøre, hvis de oplever nogle udfordringer med brugerne af herberget.
Brian Sten Larsen giver ikke meget for den melding, og han er mere end overrasket over, at borgerne ikke har noget at skulle have sagt.
»Det er chokerende. At sige, at man ikke vil lave en høring på noget, der får betydning for alles hverdag herude, er chokerende,« siger han.
Brian Sten Larsen er undrende over, hvorfor man vil placere et herberg i en forstad, når nu brugerne sædvanligvis har deres daglige gang i midtbyen.
I ønsker ikke herberget ud til jer. Men hvis I så får medhold, og man flytter det igen, er det så ikke bare at skubbe aben videre?
»Jeg er fuldstændig enig i, at der er nogen, der skubber aben videre. Men aben er altså blevet skubbet herud, inde fra midtbyen. Hvorfor skubbe aben ud til et lokalsamfund, der har problemer nok i forvejen?,« siger Brian Sten Larsen.
Henriette Halgaard Rasmussen fra kommunen forsikrer, at man nøje har vurderet placeringens egnethed:
»Vi har fundet placeringen velegnet, fordi der er ikke problemer med den her borgergruppe. Beliggenheden er vurderet som god.«
Fra 8 til 20
En udbredt bekymring blandt de kommende naboer i Holme går på, hvad de hjemløse kommer til at bedrive i dagtimerne. Vinterherberget er et tilbud, der har åbent fra klokken 20.00 til 08.00, hvor brugerne tilbydes mad og en seng at sove i. Derfor skal de altså færdes rundt på egen hånd fra morgen til aften.
»De bliver jo smidt ud klokken 8 på sådan en vinterdag, og hvor tror du så, de søger hen? De vil jo søge ind i vores gårde, hvor der ikke er nogen hjemme, et åbent udhus eller længerne på den gård, hvor de skal være om natten,« siger Brian Sten Larsen med henvisning til de tre øvrige længer på Nygårdsvej 29, som ifølge ham ikke bliver en del af herberget. I stedet bruges de til hestehold af et tilbud for unge med ADHD. Og de længer må ifølge Brian Sten Larsen ikke blive låst af.
Han er derudover langt fra overbevist om, at de hjemløse kommer til at drage mod Aarhus midtby i dagtimerne, sådan som både kommune og Røde Kors - én af fire organisationer bag vinterherberget - forudsiger.
Henriette Halgaard Rasmussen maner imidlertid til besindighed og slår fast, at der ikke er tale om kriminelle mennesker.
»Det er jo for det første ikke sådan, at der er tale om 100 mennesker. Der er tale om cirka 15 overnattende personer. De fire organisationer, der driver det, meddeler, at der ingen problemer er med den her målgruppe. Det er helt tilforladelige mennesker,« siger hun.
Hun bliver bakket op af Thorkil Andersen, bestyrelsesmedlem i Røde Kors Aarhus, der sammen med Kirkens Korshær, Blå Kors og folkekirken i Aarhus driver herberget.
Han kan fortælle, at de hjemløse stort set udelukkende udgøres af mænd fra EU-lande i øst, der er i Danmark, typisk på et turistvisum. I snit har herberget 15 overnattende i perioden fra midten af november til udgangen af marts, hvor tilbuddet er åbent.
Derudover mener Thorkil Andersen slet ikke, at der er grund til at være bekymret for at få et herberg til nabolaget:
»Vores erfaring er, at der overhovedet ikke er nogle problemer med de her mennesker. Det er fuldstændig fredeligt og roligt. De kommer om aftenen, får en tallerken suppe, en seng at sove i og så går de igen inden klokken 08.00 om morgenen.«
Thorkil Andersen fortæller også, at de ser, at de hjemløse søger mod byens centrum. Her kan de lave en indkomst ud af at samle flasker.
»Rumænerne siger jo tit, at de kan tjene mere ved at samle flasker i Danmark, end ved at have job i Rumænien,« siger han.
Brian Sten Larsen lader sig dog ikke overbevise. Han spørger retorisk:
»Hvis du ingen penge har, hvad vil du så gøre? Hvordan vil de komme ind til byen? Det er slet ikke betryggende.«