Fortsæt til indhold

Fiskefrikadeller solgt i Rema 1000 tilbagekaldes efter fund af listeria

Risiko for listeria har fået Scanfish Danmark til at tilbagekalde fiskefrikadellerne.

Aarhus
/ritzau/

Scanfish Danmark tilbagekalder produktet Mini Fiskefrikadeller solgt i Rema 1000.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Tilbagekaldelsen sker efter fund af bakterien Listeria moncytogenes i produktet.

Fiskefrikadellerne er solgt i Rema-butikker i hele landet.

Har man købt produktet, bør man kassere det eller levere det tilbage til butikken, skriver Scanfish Danmark.

Scanfish Danmark A/S oplyser til Ritzau, at der er leveret 1314 bakker til dagligvarebutikken.

Fiskefrikadellerne kan identificeres på sin bedst før-dato, der lyder på den 19. september 2024.

Solgt i Bilka og Føtex

Også fredag den 6. september tilbagetrak Scanfish Danmark et parti af fiskefrikadeller efter fund af listeria.

Her drejede det sig om omkring 700 bakker, der var solgt i Føtex- og Bilka-butikker landet over.

Virksomheden arbejder fortsat på at finde ud af, hvor bakterien kommer fra, oplyser Morten Nielsen, der er administrerende direktør i Scanfish Danmark til Ritzau.

Infektion med listeria-bakterien kan give influenzalignende symptomer, feber og hovedpine. I sjældne tilfælde kan det give mave-tarmproblemer, står der i pressemeddelelsen.

Oplever man nogen af symptomerne, og har man spist de nævnte fiskefrikadeller, bør man opsøge egen læge.