Lauras passion kostede to trykkede ribben: »Men jeg fik hans trøje bagefter«
Hun er blot 18 år, men kan kalde sig selvstændig fotograf. Laura Hjørringgaard er i særdeleshed glad for at fotografere sport, hvilket passer glimrende med hendes passion for AGF.
På sin 18-års fødselsdag ansøgte hun om cvr-nummer. Efter et par timer var det i hus, og Laura Hjørringgaard fra Hinnerup kunne officielt kalde sig selvstændig fotograf. Det er ni dage siden.
»Jeg havde virkelig glædet mig til at fylde 18, så jeg kunne oprette det cvr-nummer. Det er ret fedt at se titlen ”indehaver Laura Hjørringgaard”. Og lidt vildt at kunne sige, at jeg er virksomhedsejer. Det havde jeg aldrig regnet med,« fortæller fotografen i en pause mellem to timer på Favrskov Gymnasium.
Det er omkring fire år siden, at Laura Hjørringgaard fattede interesse for det at tage billeder. Det skete til kusinens konfirmation, hvor hun fik lov at låne sine forældres spejlreflekskamera.
Til sin egen konfirmation ønskede hun sig et kamera. Det fik hun, og derfra har hun dygtiggjort sig med hjælp fra Youtube og tusindvis af forsøg.
»Jeg måtte jo bare prøve mig frem og finde ud af, hvad der fungerede. Og så komme ud og prøve en masse forskellige ting af og finde ud af, hvad jeg synes er fedest at fotografere – det er helt klart sport,« siger Laura Hjørringgaard, der er iført en AGF-trøje under interviewet.
Hun er nemlig kæmpe AGF-fan, og netop AGF tager hun masser af billeder af for fan-mediet KSDH.
»Jeg er rigtig glad for at arbejde sammen med KSDH. Det er frivilligt, men jeg får akkreditering til alle AGF’s superligakampe. Fordi jeg selv er kæmpe AGF-fan, bliver jeg stadig sindssygt starstruck, hver gang jeg går ind på banen. Nu er jeg på fornavn med spillerne og trænerne og får også fødselsdagshilsner fra nogle af dem. Det, synes jeg, er fedt,« siger hun og tilføjer:
»At få lov at komme tæt på giver bare nogle vilde oplevelser. Det er fantastisk.«
Faktisk er hun så tæt på under kampene, at det i oktober sidste år kostede hende to trykkede ribben, da AGF-spilleren Felix Beijmo gled ind i hende.
»Men jeg fik hans trøje bagefter, så det var helt fint,« siger Laura Hjørringgaard med et stort smil.
Det er netop alle de store oplevelser, som driver Laura Hjørringgaard:
»At stå helt nede på fodboldbanen. At stå backstage til en koncert. At være helt tæt på kendte. Og så blive anerkendt for det arbejde, jeg laver. Det er fedt.«
Hun kan hyres
Udover fast at fotografere AGF har Laura Hjørringgaard været meget til racerløb på Jyllandsringen, ligesom hun har fotograferet Bakken Bears’ kampe, Aarhus Motions halvmaraton, DHL Stafetten og en enkelt gang også herrelandsholdet i håndbold samt rapperen Tessa.
»Det handler jo bare om at skrive og spørge. Hvis man skriver, at de må få billederne gratis, så vil mange gerne give lov. Det er godt givet ud – det giver erfaring og en mulighed for at gøre reklame for mig selv,« siger fotografen.
Men med cvr-nummeret på plads er det da meningen, at der også skal nogle penge i kassen.
»Nu er planen at finde nogle faste samarbejdsaftaler – meget gerne inden for noget sport – hvor jeg kan tjene nogle penge. Det er jo en dyr hobby, så det er vigtigt at få en indtægt,« siger hun.
Derfor kan man nu også hyre Laura Hjørringgaard til konfirmationer, bryllupper, firmafester, store fødselsdage og alt derimellem.
Hvad er din helt store drøm at få lov at fotografere?
»De helt store fodboldturneringer: Premier League – og Arsenal helt specifikt. Og hvis nu AGF lige kunne komme i Champions League og hive nogle store hold til Aarhus, så ville jeg ikke klage. Og ellers så bare herrelandsholdet i fodbold.«
Er drømmen at leve af at være fotograf?
»Det er helt sikkert noget, jeg bliver ved med, men faktisk vil jeg gerne være ambulanceredder.«