Nu er der hul fra Aros' underjordiske tunnel til domen og et kig op i himmelrummet
Først fik vi Aros, så regnbuen og nu Domen, som spås at blive byens næste nye store verdensattraktion. I dag åbnede tunnelen til den.
På denne grå og disede mandag 28. oktober slog Karin Salling, rådmand Rabih Azad-Ahmad og bestyrelsesformanden for Aros, Laura Hay Uggla hul igennem den underjordiske tunnel fra Aros til Domen og dermed også hul til himlen.
Man går en etage under jorden fra Aros og ud i et stort atelier og videre derfra ud i den kuppelformede dome, hvorfra der er et kig op gennem loftet til himmelrummet. Det hedder The Dome, a Skyspace og er udført af den verdensberømte amerikanske kunstner James Turrell.
»Vi har ventet på dette her rigtig længe, og nu sker det endeligt. Det er fantastisk. Jeg er meget taknemmelig over at være med at få det til at ske,« sagde Karin Salling til Din Avis Aarhus Onsdag. Hun er næstformand i Salling Fondene, der blandt andre har støttet projektet.
Karin Salling henviser til, at idéen opstod allerede i 2012, og at det har været svært at samle midler nok til det store byggeri. Hun har fulgt det hele vejen og Salling Fondene har doneret penge ad flere omgange.
Kuplen alene er 40 meter i diameter og 16 meter i højden og dertil kommer det store underjordiske galleri, som pressen fik adgang til i dag.
»Det er så stort, at det forøger Aros’ udstillingsareal med 20 procent. Og her vil Aros ikke hænge kunstværker fra magasinerne på væggene men udstille værker, der er skabt til stedet,« sagde Astrid Ildor.
Pressen kunne af sikkerhedsmæssige årsager ikke gå længere ad den underjordiske gang end til det store atelier. Men blandt andre Karin Salling blev eskorteret ind i den store dome og fik oplevelse af at gå gennem gangen og ud i det lys, som himlen sender ind gennem det fem meter store hul i loftet.
»Jeg kunne se himlen og synes at kuplen i sig selv er helt utroligt godt konstrueret. Man kan hviske langs den runde mur, og lyden vil nå over til nogen på den anden side af kuplen, uden at man inde i midten kan høre noget. Det er utroligt,« sagde hun begejstret.
Karin Salling er helt enig med rådmanden og direktøren for Aros, Rebecca Matthews, i at domen vil tage Aros til nye højder og sætte museet på verdenskortet.
»I dag træder vi ud af det Aros, vi kender så godt, og ud i helt nye omgivelser. Det er også de første skridt op til museets næste niveau, som er bygget af rå materialer som beton og som fremstår temmelig industriel,« sagde en begejstret Rebecca Matthews, der oplever stor interesse fra andre lande for udvidelsen.
Rådmanden er sikker på, at The Dome vil løfte Aros på samme måde som Your Rainbow Panorama.
»Først fik vi Aros, så fik vi regnbuen, der er blevet byens vartegn, og på samme måde er jeg sikker på at The Next Level vil løfte byen og tiltrække gæster fra hele verden,« sagde han.
81-årige James Turrell har lavet flere værker al la The Dome forskellige steder i verden. Han fører som regel gæsterne gennem en mørk gang og ind i store og luftige rum med masser af lys.
I Aarhus vil regnen falde gennem åbningen i loftet, sne vil dale som hvidt krystal ned i rummet, og solens stråler kan man følge i en bane, der ændrer sig hen over året og i løbet af dagen.