Punktum sat i nyt kapitel om ikonisk bygning - historisk facade er tilbage
Den velkendte Regina-bygning midt i Aarhus er blevet gennemrenoveret. Det ses blandt andet på de nyindsatte vinduer, der er tro mod det oprindelige udtryk.
Det er en svulstig dame, der midt på Strøget slænger sig med sin karakteristiske facade med hjørnet, der buer indad.
Regina-bygningen er genkendelig for de fleste aarhusianere, og nu vil man sikkert kunne notere sig, at det er en gammel dame, der har fået et markant ansigtsløft.
Således er et nyt kapitel i bygningens mere end 100 år gamle historie skrevet færdigt.
I en pressemeddelelse fra vinduesleverandøren Frovin Vinduer & Døre, lyder meldingen nemlig, at totalrenovering af Regina-bygningen er slut.
Renoveringen har skullet tilbageføre facaden til sit oprindelige udtryk, hvor arkitektoniske detaljer er genskabt, som det hedder i pressemeddelelsen.
De mange vinduer på bygningens facade er blevet udskiftet med såkaldte koblede vinduer i to farve - ganske som de fremstod i bygningens ungdom.
»Vi har haft et tæt samarbejde med bygherre, da vinduerne skulle respektere bygningens bevaringsværdige facade. Men da de originale vinduer på et tidspunkt var blevet udskiftet, måtte vi finde frem til arkitektens oprindelige tegninger. Vi har brugt hængsler med en såkaldt berlinerknop, der er en tidstypisk detalje fra årene omkring Regina-bygningens opførelse,« fortæller Jan Saabye, Key Account Manager i Frovin Vinduer og Døre.
De nyinstallerede vinduer har skullet leve op til de moderne krav til den slags med lyd- og varmeisolerende egenskaber. Men det har ikke betydet, at man har skullet gå på kompromis med udtrykket.
»Vi har på vegne af ejendommens ejer bestræbt os på at bevare bygningens særlige udtryk udvendigt som indvendigt og samtidig give lejerne de bedste betingelser for en rolig hverdag,« udtaler Carsten Bjørnkær, projektleder i DEAS, der har været bygherre på projektet.