Fortsæt til indhold

Aarhus Airport har fundet ny investor

Aarhus Airports kapitalgrundlag er sikret takket være ny investor.

Aarhus
md

Byrådene i Aarhus, Norddjurs og Syddjurs kommuner har fået en indstilling fra Aarhus Airport, der går på, at lufthavnens kapitalgrundlag nu er sikret, takket være en ny investor.

Det skriver Aarhus Airport i en pressemeddelelse.

Der er ingen meldinger om, hvem den nye investor er, men det fremgår, at investoren på sigt får aktiemajoriteten i lufthavnen.

Lufthavnens bestyrelse har indgået en betinget aftale med en »international« investor om en investering, som vil sikre den fremadrettede drift og udvikling af lufthavnen.

Betingelserne går på de endelige aftaledokumenter, færdiggørelse af investors undersøgelse af lufthavnens forhold samt godkendelse fra politikere og relevante myndigheder.

De tre kommuner, der for nuværende er medejere af Aarhus Airport vil fortsætte som aktionærer.

STAUS A/S, der er minoritetsaktionær kommer til at forlade aktionærkredsen.

Den endelige aftale forventes underskrevet i januar 2025 efter politisk behandling. De nye økonomiske midler vil tilgår lufthavnen umiddelbart herefter.

»Vi er begejstrede for at have indgået en aftale med en meget kompetent international investor, der ikke alene stiller kapital til rådighed, men også bidrager med meget stor erfaring, indsigt og ekspertise i lufthavnsdrift og -udvikling,« lyder det fra Aarhus Airports bestyrelsesformand, Lars Dige Knudsen, i pressemeddelelsen:

Hvem den nye investor er, vil blive afsløret, når det resterende formalia er faldet på plads.