AGF’s holdopstilling har i denne sæson mindet om stoleleg til en klassefest

Den bliver offentliggjort godt og vel en time før kampen, og hos de fleste med bare en smule interesse for fodbold, er den ventet med en spænding, som for udenforstående nærmest kan virke absurd. Man er inde og tjekke flere gange, og endelig er den der: Holdopstillingen.

Og der går sjældent mere end et par sekunder og allerhøjst et par minutter, fra den er tikket ind på telefonen, til den bliver gransket, kommenteret og debatteret på sms, sociale medier, fansites og alle de andre steder, hvor os med interesse for elleve mænd i samme trøjer opholder sig.

Var det som ventet? Hvorfor er han ikke med? Skal han virkelig spille dér? Hvem fanden er ham på bænken? Er han skadet? Hvornår har vi sidst spillet med den formation? Og det vigtigste og mest brugte spørgsmål af dem alle: Hvad fuck sker der?

Få ting i fodbold kan sætte så meget i gang, allerede inden der overhovedet er fløjtet op til kamp, og få ting har i de seneste uger fyldt mere omkring AGF end spørgsmålet om, hvem der spiller, hvor de spiller, og om de overhovedet spiller samme sted som sidste søndag.

Det skyldes selvfølgelig, at der – for at sige det mildt – har været en del spillere i brug, og at AGF’s holdopstilling til tider har mindet mere om stoleleg til en klassefest, hvilket ikke nødvendigvis skaber tryghed hos en AGF-fan.

Det har for mange været forvirrende, uoverskueligt og for nogle sikkert også en smule stressende, men inden man nu tror, at Jakob Poulsen af den grund skal have en over nakken af mig, vil jeg pointere, at jeg faktisk holder af tilgangen.

Måske endda mere, end hvad godt er. Jeg kan nemlig godt lide, at der bliver flyttet rundt, prøvet af og tænkt tanker, som man ikke lige havde tænkt. Heller ikke selv om vi lige nu ligger ad helvede til i tabellen.

For en holdopstilling er jo ikke bare elleve navne smidt op på en taktiktavle. Den er også trænerens strategiplan, spillernes symbolske løncheck og tilhængerens første mulighed for at blive beroliget (eller nervøs).

For de elleve, der starter inde, er det også en ugentlig bekræftelse. For dem, der ikke gør, noget helt, helt andet.

Hvis, der er meget på spil for os på tribunen, er det nemlig for intet at regne mod det, der er på spil for spillerne. Og især, når det kommer til dem, der pludselig opdager, at de ikke er med i startopstillingen.

For hvordan håndterer man beskeden om, at alle ugens træningspas og taktiske møder og den korrekte mængde proteinshakes tilsyneladende har ført frem til den plads, der ligger længst fra midtercirklen og tættest på træneren? Nemlig bænken.

Selv håndterede jeg det – hvis jeg startede ude – med den klassiske Vejlbyreaktion. Arrig, hidsig, demonstrativ og pissesur.

Det gjorde det ikke bedre, at der hos de fleste af mine trænere sjældent fulgte nogen større forklaring med. Omvendt kendte vi den vel godt alligevel, og vi kendte til, at der indimellem også var andre forhold end de rent sportslige, som kunne have indflydelse på udtagelsen. Uanset hvad, så var det dengang, som det også er i dag:

Man starter ude, fordi træneren mener, at der er andre, som har mere at byde ind med. Længere er den sådan set ikke. Man har måske været elendig til træning, for meget i byen, røget eller drukket op til kampen, lagt an på trænerens datter eller på anden måde foretaget sig noget, som træneren ikke ligefrem fandt fremmende for hverken ens egen eller holdets udvikling.

I moderne fodbold har man nu forsøgt at pynte lidt på det delikate fænomen, ”at starte ude”, ved at opfinde begrebet ”gamechangere” i stedet for udskiftere.

Det kan man mene om, hvad man vil, men jeg synes det stinker langt væk af Powerpoint, managementseminar, DBU, FCM, Peter Møller og den slags bullshit. DBU kan fandeme snart få en indersideaflevering til at lyde som resultatet af en treårig strategiproces.

Stop det.

En udskifter er en udskifter. Det er ikke et grimt ord, og fodbolden bliver ikke bedre af, at vi erhvervsgør sproget omkring den og får det hele til at lyde som et mellemlederkursus på Comwell. Jeg er med på, at en spiller fra bænken kan ændre en kamp, men så kan vi passende konstatere det.

Selv havde jeg engang en sportschef – det kaldte han i hvert fald sig selv – selv om han sådan set bare udtog holdet, som delvist forstod holdopstillingens psykologi. Inden vi mødtes før kamp, skrev han nemlig altid i en sms:

”Kritter, du starter inde. Sportschefen”

Men han forstod det kun delvist. For han forsømte det desværre, når han havde besluttet sig for, at jeg skulle starte ude. Så skrev han ingenting, og det var dumt, for så brød helvede ofte løs.

Det kræver med andre ord en ikke ubetydelig psykologisk ballast at håndtere en trup og ikke mindst de spillere, der ikke er blandt de første elleve. Det gælder, uanset om man er træner for Korsholm i serie 4 eller AGF i Superligaen, for nok er lønnen, tilskuertallet og antallet af analytikere omkring holdet forskelligt, men følelsen af at blive valgt fra eller at skulle vælge fra er formentlig nogenlunde den samme.

Det er sikkert også en af mange gode grunde til, at jeg aldrig blev træner. Beskeden om, at en spiller skal starte ude, bør nemlig leveres med en vis finesse, timing og empati, og der vil flere nok mene at de kompetencer ikke er fremherskende hos en born and raised VIK-spiller.

Til gengæld har jeg en klar fornemmelse af, når andre har det – finesse, timing og empati – og at det netop er en af Jakob Poulsens styrker.

For jeg mindes ganske enkelt ikke et AGF-hold, hvor så mange spillere på så kort tid er blevet flyttet ind og ud af startopstillingen, og vi var vel ikke mere end fem kampe inde i sæsonen, før man kunne konstatere, at ikke én spiller havde startet samtlige kampe, og det fortæller selvfølgelig noget om, hvor voldsomt, der er blevet søgt efter den rigtige sammensætning.

Det er også dét, eksperterne i øjeblikket taler om. AGF mangler en fast stamme. Men måske er det ikke nødvendigvis et problem.

For der findes en anden måde at se det på. En måde, der handler om tålmodighed og en tro på, at de mange forskellige opstillinger og den konstante søgen også kan være begyndelsen på et ”opgør”, som mange af os faktisk har efterlyst i årevis: Et opgør med den forudsigelige trang til altid at vælge erfaringen, sikkerheden og det velkendte.

For en gangs skyld bliver der tænkt ud af boksen – nødtvungent, I know, men alligevel.

Tommi, Emmery, Bogere, Storck, Haugstrup, Camara. Om tre år er vi mestre igen med dem på holdet, så fuck det, at det gynger lidt for meget i disse uger.

For jeg tror stadig på Poulsen. Jeg tror på ham rigtig meget. Nøjagtig som jeg gjorde, da han blev ansat. Jeg tror også på holdopstillingen, men han må for min skyld gerne sende den ud halvanden time før kampstart, når vi mandag aften endelig er tilbage i Vejlby og møder Sønderjyske.

Så har vi lidt længere tid til at diskutere den.

KSDH!