Velkommen Jakob Poulsen: I Vejlby glemmer vi aldrig – men vi tilgiver gerne

Da det var sommer i min barndom, drog vi ofte på varme dage fra Vejlby til Risskov for at tage på stranden – allerhelst Bellevue, for det var dér, pigerne var, og hvor alt det sjove fandt sted.

Men indimellem var vejret lige så elendigt som om sommeren i disse år, og så var det ikke stranden, men biografen, vi frekventerede. Biografen lå også i Risskov – endda på hjørnet af samme vej, som førte ned til Bellevue Strand. Den hed Parkteatret, og de gange vi kom, var ofte, når ejerne havde besluttet at flotte sig med deres berømte dobbeltprogram. Der var fuld valuta for os ivrige og altid forventningsfulde Vejlby-drenge, og vi gik sjældent skuffede derfra – især Bruce Lee-filmene gjorde indtryk og fik vores drengekroppe til at føles som noget, de slet, slet ikke var.

I dag eksisterer biografen ikke længere. Parkteatret lukkede næsten samtidig med VM i fodbold i Spanien i 1982. Sidste forestilling havde en ret passende titel – ”En god dag at dø” med Dustin Hoffman i hovedrollen. De var trods alt ikke uden humor dernede i Parkteatret.

Fredag er der ikke dobbeltprogram – for nu at blive i biografanalogien – på lærredet på Vejlby Stadion. Men »bare« en fodboldkamp. For her kommer Randers FC til Vejlby og åbner hjemmebanesæsonen 2025/26. Og nej, Randers er ikke ligefrem Bruce Lee, men mindre kan også gøre det i Vejlbys eget Parkteater – Ceres Park Vejlby – som for enhver vejlbyer ligger endnu smukkere end biografen på Ndr. Strandvej og tilmed byder på både bedre indhold og ikke mindst servering, end Parkteatret gjorde i gamle dage.

Og man kan grine og mene meget om scenografien omkring Ceres Park Vejlby og i den forbindelse forsøge at smide vores elskede bydel under bussen, men man kan dæleme ikke påstå, at Vejlby Stadion (det kalder vi det stadig) ikke tager sig godt ud i juli måned – slet ikke set fra spillernes synsvinkel. Med træer hele vejen rundt, nye tilpassede tribuner og et sommerklædt publikum er det blandt de smukkeste stadions, man kan spille på i Superligaen i disse år. Jeg kan kun komme i tanke om Høje Bøge Stadion i Svendborg, som tager sig bedre ud på sommerdage som nu – og de er lige så langt fra Superligaen, som VRI var fra at spille fedt fodbold – langt!

Derfor kan vi også med god grund tillade os – som vi jo altid gør, når sæsonen åbner – endnu en gang at drømme stort. Om store kampe, pokaler og vilde oplevelser. Præcis som vi også gjorde tilbage i iskolde februar, da vi åbnede hele Vejlby-kampagnen mod AaB med en 4-0-sejr.

Men inden vi lader både følelser og drømme tage helt over, skal vi i Vejlby også lige kort forholde os til det, der skete den 31. maj, da Uwe Rösler blev fyret. Det kom næppe som nogen overraskelse for ret mange, for i AGF – og i Vejlby – ryger man altså ud på røv og albuer, når et forår forsømmes, som det nu gjorde, og i stedet udviklede sig så katastrofalt: Ni kampe uden sejre og en sidsteplads i slutspillet. Og uagtet hvor meget vi faktisk holdt af Uwe, hans uregerlige væsen og hans lille vandflaske på kanten af boksen, så forstår vi også bestyrelsens handling og beslutning.

Nyt blod skulle der til.

Men derfor kan det godt ærgre mig – sådan rent personligt. For han var sgu en karakter. En, der ikke sådan lige stak op for bollemælk. Men væk er han nu – på Mallorca med konen – og han har ovenikøbet fået boksen med sig, som man siger i Vejlby, når man har fået en helvedes masse penge mellem hænderne.

Så mere ondt skal vi altså ikke have af ham.

Han har derudover – og uden tvivl – haft det nemmere end de mange i Vejlby, der gennem tiderne har mistet netop deres job eller måske bare har haft frygten for fyringer og fritstillinger. Det havde mange i Vejlby. Det gjaldt dog ikke så meget min familie – jeg var heldig, at begge mine forældres job var forholdsvis sikre kort. Men blandt mange af mine kammerater – og ikke mindst deres forældre – var det at miste sit arbejde altid et grundvilkår og noget, man talte om. Ikke på sådan en coaching-agtig, anerkendende og lyttende måde, men mere nøgternt – som en del af hverdagslivet ude i forstaden.

Ofte lød det oppe i klassen, på drengeværelserne eller i omklædningsrummet i VIK: »Min far skal ikke på arbejde på mandag!« eller »Min mor er pissesur for tiden, fordi hun er blevet fyret.« Om ikke naturlige udsagn i 80’ernes Vejlby, så i hvert fald udsagn, de fleste stiftede bekendtskab med.

Og om Uwes – ganske vist store – børn den 31. maj sagde til hinanden, at »far er pissesur i dag«, da fyresedlen kom, skal jeg lade være usagt. Men det ville være forståeligt, hvis det var tilfældet. Forskellen er blot den, at Uwe – som skrevet tidligere – fik ”boksen”. Det gjorde familierne i Vejlby ikke, når fritstillingerne og fyringerne røg ind ad brevsprækkerne i Vejlby. Tværtimod. Der var lavvande i kassen med alt, hvad det betød af færre ferier og biografture i Parkteatret.

Nu er det så Poulsen, der tager over, hvor Uwe slap. Jakob Poulsen – den tidligere AGF’er og landsholdsspiller – som os med AGF-erindringen på plads husker for at have lagt sig ud med det halve af Aarhus, da han valgte at tage til fu….’ FC Midtjylland af alle steder, da AGF rykkede ned i 1. division i 2010.

Det var knapt så kønt, og i Vejlby glemmer vi aldrig – men vi tilgiver gerne. Eller som franskmændene – med en lidt anden omskrivning, sagde om krigene mod tyskerne: »On n’en parle plus, mais on n’oublie jamais.«

Men Poulsen skal nu stå i spidsen for ikke bare træningen, taktikken og alt det midt imellem – men også for mine og alle andres drømme om storhed til de hviie. Og det er faktisk godt nok. Både for mig og for AGF – og også bedre, end mange går og tror. Han kan nemlig noget, Poulsen, som vi i Vejlby ved virker: Han kan lytte, være til stede og ikke mindst tale med spillerne sådan face to face og på »hva’ så der«-niveau. Og han kan gøre det uden hidsig og eksplosiv tysker-retorik eller engelske combat-udtryk som »Let’s fuckin’ go«. Der er faktisk nu blevet ansat en reel og tillidsfuld mandskabsplejer – det har vi vel egentlig ikke haft siden Peter Rudbæk?

Han kan klappe folk på skulderen – ja, endda lægge den over dem – og samtidig være knap så frembrusende og opfarende. Det kalder mange eksperter u-AGF’sk og noget, der slet ikke flugter med AGF-ånden. Men til dem er der kun at sige: Glem det. Det er altså noget andet, der skal til nu – og som der er brug for. Lidt ro, lidt love og lidt mindre hurlumhej. Nøjagtig som CV deroppe på tribunerne. Cool og easy og uden dikkedarer.

Så jeg tror på projektet. Tror på Poulsen, på trods af den tvivlsomme exit i 2010. Og ved, det bliver godt. Og at det bliver uden opstande og tummel på de ydre og indre linjer.

Opstande og tummel er det som sådan heller aldrig blevet til i Vejlby – selvom der skam har været grunde nok til det. Vi kan i flæng nævne naboerne fra Risskov, Socialdemokratiet i Aarhus med deres latterlige altid-holde-med-alle-byens-fodboldhold borgmestre og deres samtidige ødelæggelse og forsømmelse af vores bydel med lukningen og den dertilhørende nedrivning af skolen som de væsentligste grunde. Læg dertil Skovbakkens indtog i 1969 som også kunne have ført til Vejlbys egen intifada. Men vi besinder os for det meste og har altid bevaret roen.

Ej heller bliver der næppe opstand og tumult på fredag, når Randers kommer til Vejlby og portene åbnes på ny. Men mindre kan også gøre det. Og selvom det er ferie for de fleste – også for mig – så er forventningerne som altid tårnhøje til de hviie ved sæsonstart. Store sejre, pokalsejre og så selvfølgelig mesterskabet taler vi allerede om, imens vi går og pakker kufferten.

Til sæsonåbningen, som jeg snupper med min søn, håber jeg inderligt, han også kan se tegningen til noget stort. Tegningen til noget, der kan gøre mig tryg, og som er ansatsen til det forbandede mesterskab. For det har vi her i Vejlby fuld forventning om stadig vil ske.

Velkommen tilbage til AGF i Vejlby.

KSDH!

P.S. Klummen er skrevet, inden resultatet af Sønderjyske-kampen var kendt.