Den sorte bog, ritualer og en vandflaske lige på kanten

I mit barndomshjem lå der på min fars skrivebord en sort bog. Ikke en sort bog som den, vi kender fra fodbold og Stig Tøfting og John Stampe. Nej, det var en sort bog, noget slidt i læderet og en smule flosset i kanterne, hvorpå der med guldbogstaver blot stod ”RITUALBOGEN”.

Jeg åbnede den aldrig og vidste derfor heller ikke, hvad den handlede om, udover at jeg jo godt kunne regne ud, at den var vigtig og havde noget med ritualer at gøre. Og givetvis ritualer i kirken, da min far var præst, og næppe om ritualer i vores eget lille hjem og husholdning. For min barndom var sandt for dyden ikke præget af synderligt mange rituelle handlinger – medmindre det at spise klokken 18.30 og Fadervor inden sengetid hørte til i den kategori.

Men hvis jeg ellers som barn havde været lidt mere nysgerrigt anlagt og lidt mere videbegærlig, ville jeg sikkert kunne ha’ spurgt min far om, hvad ritualer var og betød, og han ville nok ha’ svaret noget i retning af: »Ritualer, det er, når du gør noget på samme måde igen og igen og tilmed (er dum nok) tror, det påvirker noget, der gerne må gå godt.«

At kampene skal gå godt og resultatet ligeså betyder også, at mange fodboldspillere har en lang række ritualer, som skal efterleves og følges (alt fra at binde venstre støvle før den højre og tage kamptrøje på først fremfor sidst. Eller omvendt), så har mange tilskuere og fans ligeledes en række ritualer på kampdage, både inden man går hjemmefra, undervejs og når spillet er i gang. Jeg har i hvert fald, og det samme synes jeg at kunne mærke flere andre måtte have, da jeg var til kampen mod FC Nordsjælland forrige weekend.

De fire første kampe på Vejlby Stadion i år har alle været spillet på søndage og om eftermiddagen. Og når englænderne kender til begrebet »When Saturday Comes«, hvilket også er navn på både et fodboldmagasin og en film, så har vi i Danmark det begreb, at »kampe spilles bedst om søndagen«.

Så fodbold på en søndag. Om eftermiddagen i Vejlby. Det kan jeg bedst li’ og bedst overskue. Så er jeg, hvor jeg skal være, og kan li’ at være. Og jeg slipper for at forholde mig til alt muligt andet ligegyldigt og kan derfor i ro og mag holde mig til de ritualer, jeg – trods manglen af dem i min barndom – i dag har så rigeligt af, når det kommer til fodbold og til kampdage med GF.

For disse hjemmebanedage har udviklet sig i en nærmest manisk, og vil nogle sige, sygelig retning for mig. Søndage med fodbold i Vejlby ser nemlig sådan her ud:

Halvtreds minutter før kickoff låser jeg min hoveddør, tager en ekstra gang i dørhåndtaget, går ud ad indkørslen og ud på stien, videre ud på Langengevej og op mod tunnellen under Centervejen, ned i den og op ad den igen, ind gennem kirkegården, og derfra kan jeg se projektørerne og minuttet efter Vejlby Stadion. Hele denne rute afviger jeg ikke en centimeter fra, når AGF spiller i Vejlby.

Og når stadion er nået, orienterer jeg mig, hilser kort på dem, jeg kender, og godt tyve minutter før kickoff finder jeg min plads. Her spejder jeg lidt ud over bane og tribuner. Snakker helst ikke med for mange, for jeg kan faktisk godt li’ at stå, gå og sidde alene, især til hjemmekampe. Det skærper min oplevelse, når jeg er alene til »store« begivenheder. Og AGF i Vejlby er altid en stor begivenhed.

Og her fra min plads kan jeg roligt følge med i AGF-spillernes opvarmning. Jeg ser dog også gerne lidt på udeholdet og på deres øvelser og spillere og mulige svage punkter. Min tidligere »sportschef«, Dan Philipsen i VIK, sagde ikke så meget fornuftigt udover, at venstre back altid er et holds svageste punkt. Lige her er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

Og inden kickoff sættes AGFs eget vanlige ritual i gang med ”Malaga” i højtalerne. Stadion synger med. Det gør jeg ikke. Ikke i protest eller trods, men jeg kan ikke li’ at synge med på ”Malaga”. Måske noget med min alder og musiksmag og påtagede Vejlby-rock’n’roll-attitude at gøre. Jeg ved, at det er ilde set. Men her i bydelen er vi sgu hverken til Helmig eller fællessang.

Men denne dag mod FC Nordsjælland begik jeg synd nummer ét og fraveg mit princip om altid at holde fokus på det, der sker på banen. I stedet begyndte jeg at observere og kigge på det, der skete udenfor banen. Selvfølgelig kun en smule, men kampen var ikke god, og det må blive min undskyldning. Men godt jeg gjorde det, for det blev i sandhed en oplevelse fyldt med underholdning, smæk for skillingen og alle mulige rituelle? handlinger fra især Uwe Rössler, som godt nok ligner en mand, der ingen anelse har om, hvad ritualer er, og hvad de kan betyde. Og skulle han gøre det alligevel, så brugte han i hvert fald ikke tid på at eksekvere dem. Han fes rundt på linjen som en skoldet skid, råbte og gestikulerede, spurtede, stod stille og vendte ofte blikket og armene mod enten Gud eller himlen – eller begge dele.

Alligevel bed jeg mærke i en lille detalje, en lille mani om man vil, som man med lidt god vilje kunne kalde for et ritual, men som måske bare handler om praktik. På kanten af spillerboksen og helt til venstre stod en vandflaske. I plastic. På nippet til at glide ned.

Den var sat der af Uwe selv, det så jeg. Og hver eneste gang han drak af den, stillede han den præcist, men alligevel hurtigt på helt samme plads igen. Og der slog det mig, om det på en eller anden måde var en form for en rituel handling, og om det havde en reel betydning, at flasken skulle stå netop der, og kunne det mon have indflydelse på kampen og resultatet? Jeg tror det. For husk på, vi har endnu ikke tabt i Vejlby. Jeg må spørge Uwe en dag, om det er bevidst, og om det er »…eine Ritual, wenn du die Flasche auf die Ersatzbank stellt?«

Én, jeg til gengæld nåede at spørge om ritualers mulige betydning, var Carsten V., AGF’s sportschef. Jeg tror såmænd ikke, jeg havde behøvet at spørge, for jeg var sådan set ikke i tvivl om, hvad hans svar ville være. For hvis han forholder sig til ritualer, som han ser fodboldkampe – stoisk rolig – så har den mand ikke brug for ritualer. Og ganske rigtigt, for han svarede ret CVsk: »Jeg har haft for mange nederlag til at tro på ritualer og deres betydning.«

Men hvad så med bestyrelsesformand Lars Fournais? Ham spurgte jeg også, og hans svar var næsten lige så cool som CVs, om end han erkendte, at han havde en rem af huden i forhold til brugen af ritualer: »For mig handler det mest om altid at bære en hvid skjorte og at være i god tid, når der er kamp«, svarede han – og det giver jo god mening.

En fjerde, for hvem ritualer betød noget, var tidligere biskop Kjeld Holm. Dog kun, hvis det gjaldt ritualer i kirken. For fraset disse var han vist ret ligeglad med resten.

Kjeld var – udover at være præst i både Vejlby Kirke og Ellevang Kirke, som også ligger i Vejlby – min gudfar og kæmpe AGF-fan, og min første gang på Aarhus Stadion var i selskab med ham og min far i 1981. Det var mod Næstved, i en frygtelig trist affære, erindrer jeg.

I dag er Kjeld død. Han døde i oktober sidste år. Og ligger begravet på Vejlby Kirkegård, fordi han, på trods af sit sønderjyske ophav og på trods af mange år i Bispeboligen inde i Aarhus, egentlig aldrig var i tvivl om, at det skulle være i Vejlby, at han skulle begraves. Og hvem ved, måske der bag netop dette ønske lå en eller anden form for rituel begrundelse? Jeg tror det dog ikke.

Nu spiller AGF på Vejlby Stadion. Og Kjeld ville næppe ha’ forklaret AGFs tilstedeværelse i Vejlby som en guddommelig indgriben – og så alligevel, for han var ikke uden humor. Men han ville med statsgaranti ha’ grinet af mine rituelle og nærmest maniske ritualer såsom gåturen fra mit hjem og til stadion, og i stedet havde han valgt at følges med sin gode ven og AGF’er par excellence, Steffen Olesen, og sammen med ham sat sig til rette på Vejlby Stadion. For trygheden ved at sidde med dem, han kendte, kunne Kjeld godt li’ – rituelt eller ej.

Den sorte RITUALBOG ligger ikke længere på min fars skrivebord. Og de kirkelige ritualer er jeg heller aldrig blevet klogere på. Men pyt med det, jeg har mine egne ritualer nu. Og dem fortsætter jeg med at følge, så længe AGF er i Vejlby, og så længe AGF stadig er med i spillet om det, det hele handler om – mesterskabet!

KSDH!