Fortsæt til indhold

Effektiviseringer er til gavn for både personale og borgere

Svar på Eva Damsgaards læserbrev om effektiviseringer.

Debat
Grethe Villadsen, byrådsmedlem (A), formand for Social og Sundhedsudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Effektiviseringer. Det ord er jeg også altid på vagt overfor.

Er det medarbejderne, der skal løbe stærkere ?

Er det besparelser, der berører borgerne negativt ?

Her har det vist sig, at de arbejdsgange, der blev omlagt i 2018 under overskriften “Nye veje til forbedringer”, har givet positiv gevinst for både medarbejdere og borgere.

En af effektiviseringerne er eksempelvis en ny procedure for rekvirering af hjælpemidler. Det giver mindre administration, lettere arbejdsgang og hurtigere ekspedition for borgerne, og det kan jeg kun bifalde.

Det næste, der blev sat i værk, var bedre introduktion af nye medarbejdere. De har fået en fast kontaktperson tilknyttet, hvilket er et plus for medarbejderen, og det giver ro og stabilitet ude hos borgeren.

Derudover er der teknologiske arbejdsgange, der også letter de administrative arbejdsgange.

Så der er ikke sparet på den borgernære velfærd. Der er omlagt arbejdsgange til gavn for personale og borgere. Og ja, det giver en driftsbesparelse som forventet, da vi vedtog det i 2018.

Derfor er der tale om en effektivisering af driften, og det er i den grad bedre at få mere hensigtsmæssige arbejdsgange end at spare på de varme hænder.