Fortsæt til indhold

SF vil have mulighed for at sænke farten i byzoner

Debat
Claus Leick, medlem af Skanderborg Byråd for SF

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg Kommune forsøger nu at blive én af 15 kommuner, der får mulighed for på udvalgte steder at sænke de lokale hastighedsgrænser til under de velkendte 50 km/timen.

Hvis vi kommer med i Transportministeriets forsøgsordning, skal vi i dialog med byer og landsbyer om, hvor der er ønsker om, og hvor det giver god mening at sænke farten til 40 km/timen.

Det handler om trafiksikkerhed og et trygt byliv, hvor der skal tages mest muligt hensyn til fodgængere og cyklister. Som det er nu, har politiet det sidste ord i forhold til hastighedsgrænser.

I flere tilfælde har det ikke været muligt for Skanderborg Kommune at komme igennem med sine ønsker overfor politiet om at sænke hastigheden i bynære områder. Det bliver forhåbentligt muligt med den nye forsøgsordning.

Det kan for eksempel være byer og landsbyer, der gerne vil have farten sænket på handelsgaderne tæt ved skoler og idrætsanlæg, eller steder med dårlige oversigtsforhold. Det kan også være på villaveje, hvor beboerne gerne vil skabe et mere børnevenligt miljø med lave hastigheder.

Om skiltning er tilstrækkeligt til at få sænket farten er et godt spørgsmål. Mange boligområder døjer i dag med meget hurtigtkørende varebiler. Det er ikke sikkert, at et skilt er nok for at sænke farten her. Den dialog må Skanderborg Kommune tage med de enkelte veje, der ønsker at sænke farten, hvis vi altså får muligheder for det.

Det kan vi kun håbe på.

De 15 kommuner bliver efter en ansøgningsproces udvalgt af Vejdirektoratet i løbet af efteråret, hvorefter forsøgsordningen forventeligt træder i kraft i begyndelsen af november 2021. Forsøgsordningen vil vare i tre år.