Fortsæt til indhold

Lets talk about sex...

Debat
Ida Ehrenreich (SF), byrådskandidat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vidste du, at…

93 procent af LGBTQ+ elever i grundskolen oplever homofobi og transfobi?

27 procent af kvinder, der er blevet krænket i gymnasiet, ikke fortæller det til andre?

En fjerdedel af kvinder er udsat for krænkende kommentarer i gymnasiet?

Grundene til mere seksualundervisning er mange.

I en tid hvor vi taler om seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd som aldrig før, er det mere relevant end nogensinde, at hjælpe de unge godt på vej – både med en god og tryg start på deres seksualliv og med gode samtaler og forståelse for grænser. Det er essentielt at kunne begå sig i samfundet og i samspillet med andre mennesker, er en forståelse for grænser fundamental.

Og seksualundervisning er nemlig meget andet end blot menstruation og kondomer på bananer. Det handler om grænser, normkritik og samtykke.

Når vi taler om forebyggelse af seksuelle krænkelser og overgreb, kommer vi derfor ikke udenom, at seksualundervisningen kan være en vigtig medspiller.

I uddannelsessystemet skal der være plads til alle og det skal vi tage alvorligt. Når så mange elever udsættes for homo- og transfobi i grundskolen, er det vores pligt at handle.

Når en fjerdedel kvinder i gymnasiet oplever krænkende kommentarer, er det på tide med forandring.

Vi skal ikke lade vores unge stå alene i en så sårbar overgangsperiode i deres liv.
Ida Ehrenreich

Den gennemsnitlige alder for ens seksuelle debut er 16 år. Det er cirka samme alder hvor mange begynder i gymnasiet. Vi skal ikke lade vores unge stå alene i en så sårbar overgangsperiode i deres liv. Der skal være et trygt og fagligt rum, hvor unge kan tale og lære om grænser, samtykke, køn, seksualitet og samvær.

Derfor er det forfejlet, at seksualundervisning er noget der hører grundskolen til og det bør vi sætte langt større fokus på.

Når vi taler om seksualundervisning, kommer vi heller ikke udenom ligestilling.

Når heteroseksuelle mænd dyrker sex, får de orgasme 95 procent af gangene. Når heteroseksuelle kvinder dyrker sex, får de derimod kun orgasme 65 procent af gangene.

Med mere seksualundervisning, der ser normkritisk på det seksuelle samvær, kan vi aflive myten om, at det ”almindelige” samleje består af penetrationssex, som er færdigt efter manden har haft udløsning.

For det er ærligt talt et ligestillingsproblem.