Fortsæt til indhold

Bedre forhold for fodgængere og cyklister

Debat
Miriam Lund Rahbek (V), byrådskandidat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er fine cykelstier gennem kommunen i øst-vest gående retning, men det kniber mere for os, der gerne vil bevæge os til fods eller på cykel i nord-syd gående retning.

Jeg bor i Skovby og har mine børn på Den Fri Hestehaveskole mellem Skjørring og Sjelle. De tager skolebussen om morgenen, men de vil egentlig rigtigt gerne cykle i skole, som mange af deres klassekammerater gør. Men det får de ikke lov til, for Wedelslundsvej er med mange sving og dårligt udsyn ikke egnet til cyklister, og bilisterne kører uhensigtsmæssigt hurtigt.

Jeg vil kæmpe for bedre forhold for de bløde trafikanter, hvilket betyder en opdatering af vejforløbene for såvel Wedelslundsvej som Søringen og Smedeskovvej, så det bliver trygt at færdes i trafikken for både cyklister og fodgængere. Specielt på Smedeskovvej undres jeg over, at der ikke ifm. opsættelse af lygtepæle for et par år siden, også blev anlagt et fortov under belysningen.

Det bør komme på dagsordenen, da mange benytter denne hovedfærdselsåre mellem Skovby og Galten, både til fods, på cykel og i bil.