Fortsæt til indhold

Alternativet vil have et "klimaborgerting" i Skanderborg

Debat
Mira Issa BlochByrådsmedlem, Folketingskandidat og Børne- og Familiepolitisk ordfører for Alternativet
Nikoline Erbs Hillers-BendtsenUngeordfører for Alternativet og byrådskandidat i Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For at forhindre klimaforandringerne i at komme helt ud af kontrol, skal vi handle på klimakrisen nu, og vi skal handle konsekvent – ikke kun nationalt og internationalt, men også her lokalt i Skanderborg Kommune.

Derfor er der brug for, at kommunen nedsætter et grønt borgerting, hvor borgerne kan være med til at prioritere indsatsen mod klimaforandringerne.

Sådan at vi kan vi sætte skub på omstillingen og hjælpe kommunen med at tage de mest ambitiøse og bedst forankrede beslutninger om vores fælles klima, miljø og natur.

Med et borgerting kan man inddrage borgerne på en måde, hvor de får tiden og rammerne til at sætte sig ind i sagerne. Det sammensættes ved en lodtrækning mellem kommunens indbyggere, hvor man samtidig tager højde for at der skal være en spredning på uddannelsesniveau, alder, køn, geografi med mere.

Borgertinget nedsættes med en opgave, som det skal løse over eksempelvis et halvt år. Det, der kendetegner og taler for et borgerting, er, at man bruger den nødvendige tid på at udforske og udfærdige løsninger på konkrete problemstillinger.

Borgerting kan løse svære og vigtige opgaver. Det er der heldigvis mange både borgere og politikere der er ved at få øjnene op for. I Danmark har blandt andet Albertslund og Rudersdal igangsat borgerting.

Betingelsen er, at man i processen tilegner sig en høj viden om det emne, man beskæftiger sig med, hvorfor løsningerne, der foreslås, er meget kvalificerede.

Dette står i stærk kontrast til både de borgermøder, politiske debatter og så videre, hvor folks holdninger sjældent ændrer sig, og til en klassisk høringsstrategi, som ofte ender med, at folk snarere føler sig overhørte end hørte.

Borgerting kan løse svære og vigtige opgaver. Det er der heldigvis mange både borgere og politikere der er ved at få øjnene op for. I Danmark har blandt andet Albertslund og Rudersdal igangsat borgerting.

På nationalt plan har Klimaborgertinget været en stor gevinst for den danske klimaindsats, og indikerer også, at borgerne ønsker at tage langt stærkere midler i brug i den grønne omstilling end de folkevalgte politikere. Derfor siger Alternativet Skanderborg JA TAK til lokalt grønt borgerting.